Krimtatarerne stod i vejen for Stalins ekspansion

I 1944 lagde Josef Stalin store planer. Han ville sikre sig indflydelse i Mellemøsten ved at underlægge sig dele af Tyrkiet. Da krimtatarerne stod i vejen, sendte han dem østpå i kreaturvogne. I løbet af fem år omkom halvdelen af de omkring 200.000 forviste i, hvad historikere beskriver som et velplanlagt folkemord

Af Else Christensen

Ukraine: ”Hele mit liv har jeg kæmpet for at vende hjem til Krim. Jeg har ønsket at gå på de samme gader, som min far, bo i de gader, hvor min mor voksede op”. Nail Kaneyev er tydeligt bevæget og må et øjeblik se væk fra kameraet. Det er den 18. maj, 2014 og sammen med hundreder af andre krimtatarer tænder Kaneyev lys for at markere årsdagen for tatarernes deportation fra Krim-halvøen. Kaneyev, der nu er 68 år, er for ung til at have oplevet fordrivelsen eller årene, der umiddelbart fulgte, men identiteten som tatar og tilknytningen til Krim, er han ikke i tvivl om. ”At være på Krim var mine forældres drøm, hele min ungdoms drøm”, siger han til BBC, der dækker mindehøjtideligheden.

Kaneyev ved, at han er heldig, for hans familie kunne i begyndelsen af 1990´erne vende tilbage til Krim, hvor de slog sig ned i byen Simferopol. Mange familier overlevede ikke det ufrivillige eksil, som deportationen i maj 1944 sendte tatarerne, et tyrkisk-mongolsk folk, som havde boet på halvøen i mindst 700 år, ud i. Mere end 200.000 blev fordrevet fra hus og hjem og på kreaturvogne kørt mod øst til en ukendt skæbne i Centralasien, Uralbjergene eller Sibirien. Mange døde undervejs eller i det fremmede, hvor sult, sygdom og tvangsarbejde ventede tatarerne.

Beskyldt for forræderi

Fra sine forældre kender Kaneyev historien alt for godt, for den er blevet fortalt igen og igen blandt de overlevende. Den 18. maj 1944 ved daggry buldrede sovjetsoldater på dørene hos tatarfamilier over hele Krim. Med stemmer, der ikke tålte modsigelse, beordrede soldaterne tatarerne ud af huset og op på ladet af en lastbil. På spørgsmål om hvortil og hvorfor, fik de det intetsigende standardsvar. ”I er forrædere. Det er den sovjetiske regerings beslutning. Skynd jer at komme ud”.

Beskyldningen om forræderi klingede hult. Den Røde Hær havde få dage forinden, den 11. maj, nedkæmpet de sidste tyske besættelsesstyrker på Krim, og ingen kunne påstå, at tyskerne havde haft det let.

Tyskernes kampagne for at indtage halvøen havde varet otte måneder og bød på nogle af den notorisk blodige østfronts hårdeste slag. Belejringen af havnebyen Sevastopol stod på i hele 250 dage fra 30. oktober 1941 til 4. juli 1942. For sin udholdenhed gav russerne Sevastopol tilnavnet ”Heltenes by”, mens tyskere, der havde deltaget i Krim-kampagen fik en særlig udmærkelse, das Krimschield ,til at bære på uniformsærmet.

Krimtatarerne havde gjort deres del i kampen mod den tyske besættelsesmagt. Titusinder gjorde tjeneste i Den Røde Hær. Adskillige blev dekoreret og mange faldt i kamp. Nogle blev taget til fange af tyskerne, som sendte dem i koncentrationslejre eller brugte dem som tvangsarbejdere i den tyske sværindustri.

Sovjetstyrets taknemmelighed kunne imidlertid ligge på et meget lille sted. Som gammelt kulturfolk havde tatarerne deres egne skikke og traditioner og det faldt ikke i god jord hos sovjetlederen Josef Stalin, der siden han i slutningen af 1920´erne blev diktator, indædt havde forsøgt at ensrette befolkningen.

At mange tatarer var troende muslimer gjorde ikke sagen bedre, for under Stalin var kun én trosretning tilladt og det var kommunismen. Det sovjetiske militær chikanerede derfor rutinemæssigt tatarerne, blandt andet ved at rasere deres landsbyer. Da nogle af tatarerne for at overleve sluttede sig til den tyske besættelsesmagt, der forsynede dem med våben og uniformer, begyndte rygterne at gå om, at tatarerne var nazister.

Tatarerne stod i vejen for Stalin

Forskningen viser, at der ikke er hold i beskyldningerne. Tatarerne var ikke mere imødekommende overfor tyskerne end resten af befolkningen; kun 1 procent af alle kollaboratører havde tatarbaggrund – langt mindre end andelen af russere, hviderussere og ukrainere, der støttede besættelsesmagten.

Stalins egentlige grund til at komme tatarerne til livs var – udover at kue deres egenart – at bane vejen for sovjetisk ekspansion mod Mellemøsten.

Med det formål at skaffe sig et brohoved i regionen, ville han indlemme de tyrkiske provinser Kars og Adharan og anlægge militærbaser ved det strategisk vigtige Dardanellerstræde ved indsejlingen mod Istanbul.

Da Stalin frygtede, at tatarerne, der historisk havde tætte forbindelser til Tyrkiet, kunne komme i vejen for planerne, greb han med kyshånd rygterne om forræderi og ophøjede dem til officiel sandhed.

”Under den Store Fædrelandskrig forrådte mange krimtatarer moderlandet…og overdrog landet til fjenden”, lød det i ordre nr. 5859ss udstedt 11. maj af den såkaldte GKO, – formelt USSRs forsvarskomité, reelt en enerådende eksekutivkomité, som udover Stalin selv, blandt andre bestod af udenrigsminister Vjatjeslav Molotov og Lavrentij Beria, leder af NKVD, forløberen for KGB.

Konklusionen lå lige for. ”Alle tatarer skal sendes i eksil fra Krim og bosættes permanent som særlige bosættere i regioner indenfor Usbekisk SSR”, lød ordren.

Blev behandlet som dyr

Operationen, der blev udført af NKVD, var planlagt til mindste detalje. Ved daggry den 18. maj omringede motoriserede enheder tatarernes landsbyer og de store byers forstæder. Mere end 32.000 NKVD-folk deltog i aktionen, hvor svært bevæbnede soldater gik fra hus til hus for at vække tatarerne og jage dem op på ladet af de ventende lastbiler.

Lastbilerne bragte tatarerne til udvalgte togstationer, hvor de blev sat på vogne, der før blev brugt til at transportere kvæg. Eneste ændring i forhold til dyretransporten var et rør anbragt i vognens ene hjørne, som passagererne kunne bruge som toilet.

Officielt skulle læger og sygeplejersker tilse tatarerne undervejs, men sundhedspersonalet dukkede aldrig op. I stedet blev dørene til togvognene låst og passagererne overladt til sig selv på den flere tusinde kilometer lange rejse gennem det sovjetiske fastlands kvældende hede stepper.

Toget stoppede kun få gange undervejs og sjældent længe nok til at passagerne kunne nå at lave mad eller spise. ”Nogle prøvede at tilberede mad, men straks satte toget sig i bevægelse”, husker én af de deporterede.

Personlig hygiejne var umulig og lus og sygdomme spredte sig hastigt. Mange døde undervejs; det officielle tal noteret af KNVD lyder på 191, men historikere mener, at det egentlige tal er meget højere.

Under alle omstændigheder fik de døde en uværdig behandling. ”De, som døde undervejs, blev smidt af ved siden af jernbanen uden nogen mulighed for en begravelse”, fortæller én af de deporterede, den dengang 15-årige Arire Idrisli.

Spærret inde i reservater

Ved ankomsten til bestemmelsesstedet, hvilket for de flestes vedkommende betød Usbekistan, blev tatarerne indkvarteret i primitive lejre. Nogle måtte sove i i stalde eller udhuse, andre fik blot stukket en skovl i hånden med besked om at grave sig en jordhule. Snart begyndte gamle og svage at bukke under for det tørre og varme klima, som var meget anderledes end den friske luft på Krim. Andre blev angrebet af lokale sygdomme eller lidelser, som skyldtes forurenet vand; dysenteri, gul feber og malaria var hyppige årsager til sygdom og død.

Samtidig blev krimtatarerne sat på hårdt arbejde. Fra Krims bjerge havde mange kendskab til kunstvanding, færdigheder som Stalin udnyttede ved at sætte dem til at arbejde i de store statsejede bomuldsmarker i Usbekistan. Andre blev sendt på arbejde i tømmer-, kul- og gasindustrien eller i Uralbjergenes fabrikker.

Overalt levede tatarerne under kummerlige og restriktive forhold i hvad Sovjetstyret kaldte ”særlige bosættelser”, reservatlignende områder, hvorfra indbyggerne – kaldet ”særlige bosættere” – kun måtte bevæge sig med myndighedernes tilladelse.

Med tiden blev reglerne strengere; i 1948 introducerede Sovjetstyret en lov , der gjorde det muligt at idømme enhver, der forlod området uden tilladelse 20 år i arbejdslejr. Folk som hjalp de fordrevne krimtatarer med at flygte, risikerede op til fem års fængsel.

Mindet om tatarerne skulle udslettes

På denne tid havde Stalin opgivet sine planer om et fremstød i Tyrkiet. Planerne fik dødsstødet, da den amerikanske præsident Harry S. Truman i 1946 med en slagkraftig flådestyrke udsendt til området viste, at USSR ikke var den eneste stormagt med ambitioner i regionen. Stalin forstod budskabet og trak sig diskret.

Kursændringen fik ingen betydning for krimtatarerne. Først med Stalins død i 1953 og efterfølgeren Nikita Krustjovs opgør med diktatorens hårde linje, kom en opblødning og tatarerne fik lov til at slå sig ned udenfor de ”særlige bosættelser”.

Først i slutningen af 1980´erne, da generalsekretær Mikhail Gorbatjov i et forsøg på at redde den knagende Sovjetstat indførte Perestrojka, ”ombygning” eller ”omorganisering”, kunne tatarerne dog vende hjem, en mulighed omkring

250.000 – omkring halvdelen af USSRs samlede befolkning af krimtatarer benyttede sig af.

Hjemkomsten var et chok. I årene, der var gået siden deportationen, havde sovjetstyret gjort hvad det kunne for at slette alle spor efter krimtatarerne. Deres huse var overtaget af russiske familier, stednavne på tatarernes sprog ændret til russiske navne. Bøger på krimtatarernes sprog, inklusive bøger skrevet af Marx og Lenin, var blevet ødelagt, moskeer var lavet om til biografer eller lagerhaller og gravsten brugt som byggemateriale. Tatarerne måtte bogstaveligt talt begynde forfra, for de flestes vedkommende i teltlejre eller skure uden vand, elektricitet eller kloakering.

 

Tatarerne er igen under pres

Udfordringerne til trods betragtede de fleste tatarer hjemkomsten som en drøm, der gik i opfyldelse. Nu frygter mange imidlertid, at drømmen vil forvandle sig til et mareridt.

Nail Kaneyev, den 61-årige krimtatar, som mindedes deportationen med at tænde lys, markerede ikke årsdagen på Krim men i Lviv på det ukrainske fastland. Hertil flygtede han med sin familie, efter at den russiske sikkerhedstjeneste var begyndt at rende ham på dørene med spørgsmål, om hans deltagelse i et pro-ukrainsk møde i februar.

Kaneyev er ikke den eneste, der er flygtet. I tidsrummet mellem den russiske invasion i slutningen af februar og til midten af maj flygtede omkring 8000 tatarer fra Krim til det ukrainske fastland Lokale og internationale medier beretter om chikane, overfald og endog mord på tatarer.

Kaneyev nægter dog at lade sig kue. Han sætter sin lid til tatarerne og deres kulturs evne til at overleve. ”Denne uretfærdighed kan ikke fortsætte. Den dag vil komme, hvor jeg igen kan vende hjem…Mine børnebørn er patrioter, der ser Krim som deres hjem”, slutter han interviewet med BBC.

Krimtatarernes historie før 1944 kort:

Bosætter sig officielt på Krim i 1241, da Batu Khan, barnebarn af hærføreren Djenghis Khan, erobrer området.

Opnår med Krimkhananatet, 1449 til 1783, udstrakt selvstændighed. Khananatet hører formelt under Osmannerriget, men riget regerer løst og det giver khananatet stor frihed. Kunst og kultur blomstrer.

Krim bliver i 1783 erobret af den russiske kejserinde Katharina 2. Undertrykkelsen af tatarernes kultur og nationale egenart begynder. Mange tatarer udvandrer eller bliver forvist. Mange får eksil i Tyrkiet.

I december 1917 udråber tatarerne Folkerepublikken Krim, den muslimske verdens første demokratiske, ikke-religiøse stat. Republikkens levetid bliver kort, den bliver afskaffet af bolsjevikkerne i januar 1918.

Mr.East Forlag har udgivet en bog om krimtatarernes leder Mustafa Jemilev, hvor krimtatarernes historie er grundigt beskrevet. Bogen med navnet “Mustafa Jemilev og Krims forfulgte” kan købes hos alle landets boghandlere, også i engelsk oversættelse “Mustafa Jemilev and the persecuted of Crimea”.