Helmut Kohl 1930-2017
Helmut Kohl 1987. Foto: bundesarchiv
Af Uffe Gardel
Nekrolog. Engang var han den evige taber, siden blev han den evige kansler. Født i 1930 i Pfalz helt ude vestpå, og herude, i Rheinland-Pfalz, blev han også ministerpræsident. Men på Bonns bonede gulve virkede han bondsk og klodset og uegnet. Han var ikke oplagt som leder af hele landet. han tabte magtkampe i sit eget parti, CDU, og magtkampe til det bayerske søsterparti, CSU. Da han var 50 lignede han en partileder med fremtiden bag sig.
Magten fik han sådan halvvejs foræret, da det lille liberale parti, FDP, skiftede side og forlod årtiers samarbejde med socialdemokraterne. Det gjorde ham til kansler.
En stor kansler blev han først efterhånden. Det vi husker ham for, er selvfølgelig genforeningen i 1990: Kohl så at der var en mulighed, og han vovede at udnytte denne mulighed. Hvorefter han forfulgte den konsekvent. Med en anden slags politiker i spidsen for Vesttyskland i 1989, havde historien fået et andet forløb. En forsigtigere type var gået langsommere frem og havde taget mere hensyn til den smuldrende Sovjetunion. Måske var genforeningen kommet senere, efter langtrukken forblødning af DDR, med eller uden vold, måske var genforeningen kommet hurtigt, men det nye Tyskland var trådt ud af NATO. Detaljerne bliver kun kontrafaktisk tankespind, men uden Kohl havde vi fået et andet og mere splittet Europa.
Og det er den anden ting, der gjorde ham stor: Det var ham mere end nogen, der gjorde Tyskland europæisk. Han arbejdede stærkt for mere europæisk enhed, også selv om det indebar mindre tysk suverænitet. Også det var bygget på en følelse af, hvad der i situationen var det rigtige at gøre, mere end på koldsindige kalkyler. På den måde fik vi euroen, og eurosamarbejdet er stadig et igangværende arbejde. Det er den tyske genforening sådan set også, men ingen er i dag i tvivl om at Kohl valgte rigtigt.
Der findes et ikonisk billede af Kohl på soldaterkirkegården i Verdun, sammen med den franske præsident Mitterand, de to mænd står et stykke fra hinanden men holder hinanden i hånden. Det var Mitterand der strakte hånden ud, men det var Kohl der greb den.
P.S. Og så ikke noget om hans privatliv. Det var en tragedie – men netop privat; det påvirkede ikke hans offentlige indsats.