Forskellig fortolkning af historien skaber problemer mellem Ukraine og Polen

Kommentar af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Polen: Politik og historie har altid været forbundne. Da myndighederne i Tjekkoslovakiet og Ungarn i sin tid gik bort fra at kalde Prag-foråret i 1968 og folkeopstanden i Ungarn i 1956 ”kontrarevolutioner”, vidste alle, at kommunismen langt om længe var et overstået kapitel.

Forskellige fortolkninger af historien skaber stadig problemer, også mellem Ukraine og Polen. Ukraine fastholder betegnelsen ”folkedrab” om det, der skete under Stalin’s tvangskollektivisering, men det gør også polakkerne om ukrainske nationalisters massemord på op mod 100.000 polakker i det vestlige Ukraine i 1943-44.

Betegnelsen ”folkedrab” er Ukraine ikke meget for at erkende. Ukrainerne vil gerne tale om en ”tragedie” og om behov for ”tilgivelse” og henviser til den tidligere pave, den polske Paul Johannes II’s formuleringer i den forbindelse, men ikke mere end det.

I Ukraine har vi oplevet det, der mest af alt ligner en dyrkelse af OUN og UPA, Organisationen af Ukrainske Nationalister og oprørshæren under Anden Verdenskrig, og lederen Stefan Bandera (1909-1959). Efter Maidan er dyrkelsen taget til i form af Bandera-mindesmærker og museer, gadenavne opkaldt efter ham, og brug af OUN slagsangen ”Slawa Ukraini”.

UPAs sort-hvide flag blev for mange ukrainere et ikon. Ikke alene Rusland, men også Polen og Israel er bekymret over den udvikling. Det vakte opsigt, at Polens præsident Andrzej Duda under sit besøg i Ukraine i 2015 ikke kunne nedlægge en krans ved et mindesmærke for ofrene for ukrainske nationalisters massakre på polakker under Anden Verdenskrig.

Her i juli 2016 erklærede det polske parlament, Sejmen, at OUN-UPAs massedrab på polakker under Anden Verdenskrig var ”folkemord”. Den tidligere formulering fra 2013 sagde, at der havde været tale om etniske udrensninger med ”tegn på folkedrab”. Den beslutning kaldte Ukraines præsident Piotr Porosjenko ”politisk spekulation” og beklagede den.

Der var tale om en skærpelse af den polske holdning. Ukraine har et problem. På initiativ af Jurij Sjukhevytj, et medlem af det Radikale Parti og søn af en ukrainsk nationalist, der iflg. mange historikere under Anden Verdenskrig var indrulleret i den nazistiske Schutzmannschaft Bataljon 201 og deltog i mord på jøder og polakker, er der i det ukrainske parlament blevet vedtaget en lov, der kriminaliserer benægtelse af den ukrainske kamp for uafhængighed i det 20. århundrede, ligesom det anses nu for strafbart på den måde at vanære ”frihedskæmperes” minde.

Vedtagelsen skete oven i købet, samtidig med, at den daværende polske præsident Bronislaw Komorowski var på officielt besøg. Rusland og Israel har en fælles interesse i at holde minderne om grusomhederne under Anden Verdenskrig levende og modsætter sig, ganske som Polen, de ukrainske nationalisters og Bandera-tilhængernes historieudlægning.

OUN-UPA er i øvrigt forbudt i Rusland. Dyrkelsen af Bandera og OUN-B i Ukraine er uheldig, men logisk nok. Et kriseramt og ”historieløst” Ukraine har brug for ”positive” historier for at styrke det nationale sammenhold, om nødvendig gennem at fordreje historien. Men det at dyrke UPA og Bandera forener bestemt ikke Ukraine, for udlægningen af begivenhederne under Anden Verdenskrig har altid været anderledes i det østlige end det vestlige Ukraine.

Historiepolitik en meget alvorlig negativ side i form af ”politics of forgetting”, at ”glemme” og fortie uheldige sider af egen historie. Ukraine er bestemt ikke et enestående eksempel. Versioner af historien er i høj grad skabt af nutiden. Eller, som sagt af Von Gerhard Simon (i Ukrainen-Analysen nr. 142, 2014, www.laender-analysen.de) er et ukritisk forsvar for fortiden måske i virkeligheden et udtryk for angst for fremtiden.