Fake news er ikke et russisk fænomen, vi har selv skabt fake news

Af Ota Tiefenböck

Det er efterhånden en del år siden, at jeg blev journalist, men minderne fra min tidligere karriere som musiker og musiklærer bliver ved med at dukke op.

Det skete også forleden, efter at jeg læste en unavgiven dansk journalists Facebook kommentar om fake news. Journalisten mente, at en artikel offentliggjort på Mr.East var fake news. Det medie, artiklen refererede til, er nemlig af den europæiske enhed til bekæmpelse af misinformation EastStratCom blevet stemplet som utroværdig. Det er for den pågældende journalist nok til at man ikke behøver at forholde sig til artiklen og at alt nyhedsstof fra dette medie, faktabaseret eller ej, åbenbart er fake news.

Hans kommentar fik mig til at tænke på udtryk, som fra tid til anden bliver moderne og hvor meget denne type udtryk præger den offentlige debat. Det får mig også til at tænke på de mange medløbere, altså mennesker, som ikke ved ret meget om de pågældende emner, men som pludselig ser en mulighed for at sætte sig selv i fokus.

Da jeg var musikskolelærer, her kommer så koblingen til min fortid, blev et udtryk ligeså populært som fake news er i journalistikken i dag. Udtrykket ”Ad hoc” bredte sig dengang som steppebrand på de danske musikskoler og blev ikke blot tidens mantra, men også et udtryk for hvorvidt man som musiklærer følger med udviklingen og indirekte, hvor god en musikpædagog man er. Mere eller mindre alle mine kollegaer tog ordet straks i brug og førte lange diskussioner om alle de ad hoc aktiviteter, vi nu skulle sætte i gang.

Fake news synes at være de seneste års mantra. Alle er pludseligt begyndt at tale om ”fake news” og en stempling af noget som fake news er blevet en slags demonstration af personernes politiske ståsted. En tilkendegivelse af, at man er moderne og har den rette opfattelse af den omkringliggende verden og ikke mindst af det grimme Rusland, som bliver ved med at true os fredelige og demokratiske mennesker i Vesten. Fake news handler nemlig ikke kun usande nyheder, som kan komme hvor som helst fra, fake news er blevet synonymt med russisk propaganda og med alt, som ikke passer sammen med den vestlige liberale tankegang.

Der findes utvivlsomt massevis af russisk propaganda, men betyder det så samtidigt, at vi i Vesten og de europæiske medier kun skriver den absolute sanhed. Betyder det, at vi helt og ukritisk kan stole på vores egne medier, således at udtrykket fake news virkelig kun er forbeholdt onde magter og utroværdige medier?

Næppe. Hvordan skal vi ellers forholde os til eksempelvis de kulørte blades sensationelle historier, hvis eneste formål er at tiltrække så mange læsere som muligt? Historier som fortæller os om urter, der med sikkerhed kan kurere kræft eller om slankekure, hvor man kan spise, alt hvad man har lyst til?

Til alle de mange kommunikationsmedarbejdere og spindoktorer, hvis opgave er at dreje historier i en bestem retning for at promovere deres virksomhed, organisation eller politiker? Disse historier behøver naturligvis ikke nødvendigvis være helt usande, men de bearbejder os til at synes noget bestemt og har som regel til formål at dreje os væk fra realiteternes mindre heldige vinkler.

Hvad med eksempelvis det såkaldt sponsorerede indhold, som stadig oftere finder sin vej i medierne, også de såkaldt seriøse medier? Disse er som regel ledsaget af en tekst om, at artiklens indhold er sponsoreret, men teksten er ofte så lille som overhovedet muligt og helst uden for læsernes synsvinkel. Mediet lægger således ikke skjul på, at læserne helst ikke skal lægge mærke til denne tekst. Denne praksis bliver brugt selv af det velrenommerede magasin Foreign Policy. Eksempelvis i et af de seneste numre, hvor Foreign Policy bringer en artikel om Jamaicas attraktivitet for udenlandske investeringer. Det er først efter nærmere undersøgelse, den opmærksomme læser lægger mærke til, at artiklens indhold er sponsoreret. Formentlig af Jamaicas regering, som naturligvis ønsker at tiltrække udenlandsk kapital til landet.

Der er også medier, som er ganske sellektive i deres udvælgelse af stoffet for af en eller anden grund at tegne et positivt billede af deres dækningsområde. Et godt eksempel hertil er et unavngivent dansk medie, som dækker et bestemt land, men som mildt sagt har en ganske sellektiv udvælgelse af det offentliggjorte stof. Er dette medie så ikke et fake medie? Det tegner jo ikke et troværdigt billede af det dækkede område, selvom det snarere benytter sig af ”missing news” end fake news?

Et andet eksempel er de såkaldte advartorials, hvis formål er at dreje læsernes opmærksomhed til et andet emne, ofte uden at læseren bemærker det. Mr. East redaktionen har på det seneste modtaget flere henvendelser fra europæiske virksomheder, som specialiserer sig i den slags. Her får man tilbudt at offentliggøre en artikel, hvis indhold vil blive forfattet således så det passer til mediets stil og stofområde, men som på et tidspunkt drejer læserens opmærksomhed mod noget helt andet, som regel spil på nettet, som poker og den slags. Denne type tilbud består naturligvis af et ikke ubetydeligt beløb for at bringe sådan en artikel. Et beløb, som er ganske attraktivt. Især for et medie, som Mr. East, som ikke modtager mediestøtte, men sikkert også for andre typer medier.

Mr.East har naturligvis takket nej til dette ”gode tilbud”. Vores troværdighed og egen moral er vigtigere for os end penge, men mon ikke, at denne type artikler er ganske udbredt, med eller uden bemærkning om, at der er tale om sponsoreret indhold, sådan som dansk lovgivning foreskriver? Det store antal af virksomheder som udbyder denne form for journalistik, reklame eller, hvad man nu skal kalde det, er under alle omstændigheder bemærkelsesværdigt.

Det er altid nemmere at kritisere andre, end at rette blikket mod sig selv, men vi må se realiteterne i øjnene. Vi har, i vores evige jagt efter økonomisk vækst, gevinst og prestige, selv været med til at skabe fake news. Russerne har uden tvivl ikke ren mel i posen, men det har vi heller ikke selv. Det ville også være ganske naivt at tro, at der ikke findes vestligt propaganda. Fake news er omkring os, de er alle vegne og det er os læsere, som skal droppe firkantede holdninger og sige fra over for denne type nyhedsformidling, uanset om den kommer østfra eller vestfra.

Det er efterhånden 15 år siden, at jeg har været musikskolelærer. I den tid har udtrykket ad hoc mistet sin magt på musikskoleområdet. Er det efterhånden ikke tid til, at vi tilsvarende dropper betegnelsen fake news og det medløberi udtrykket genererer og heller bliver mere kritiske, reflekterende og ikke mindst realistiske læsere?