Er Polen ved at vende sig mod øst?
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Polen har været høg, når det gælder Rusland, men spørgsmålet er om det er ved at ændre sig. Det skriver Radoslaw Kurski i en kommentar i det polske “Gazeta Wyborcza”. Også tidligere udenrigsminister Radoslaw Sikorski har bemærkninger i den forbindelse.
I et interview til det russiske “Kommersant” siger den polske udenrigsminister Waszczykowski, at han ser frem til snarligt at mødes med sin russiske kollega Sergei Lavrov, uenighederne mellem Polen og Rusland om Smolensk-flykatastrofen omtaler han slet ikke.
Omkring Trump’s nylige besøg i Polen var der store planer om indkøb af gas (LNG) fra USA og også om store våbenindkøb. Nu siger Waszczykowski, at den amerikanske gas er alt for dyr. For få dage siden var der ligeledes meldinger om, at de aftalte våbenaftaler med USA er ufavorable for Polen pga. for få teknologioverførsler.
I interviewet siger Waszczykowski, måske mest opsigtsvækkende, at Polen ikke længere behøver NATO-tropper på sit territorium. Parlamentsformandens (Kaczewski) tidligere meget positive udtalelser om Hvideruslands leder Lukasjenko og ministerpræsident Beata Szydlo’s “varme” møde med Tyrkiets Erdogan i Kina for nylig kan også være en indikator for, at Polen nu er ved at tilnærme sig Ungarn i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det kan, siger Kurski, være et led i en “plan-B”, da Polen er isoleret i EU, og nu måske også i forhold til USA. Polen har bestemt heller ikke de bedste relationer til nabolandene Litauen og Ukraine, begge er “høge” når det gælder Rusland, også det kan spille en rolle.
Regeringen i Warszawa taler nu igen om kræve økonomiske erstatninger fra Tyskland pga. anden verdenskrig, det skader kun yderligere forholdet til Tyskland. Forholdet til Frankrig er af flere grunde iskoldt for tiden. Macron har således fravalgt Polen og Ungarn under sin kommende rundrejse i Central- og Østeuropa.
Dertil kommer tre-have projektet, ideen fra polsk side om at skabe et tættere politisk og økonomisk samarbejde ned gennem Østeuropa som modvægt mod fransk-tysk dominans i EU. Endelig skal nævnes ønsket fra polsk (og ungarsk) side om em kulturel “revolution” i EU – et opgør det liberale demokrati og overnational styring fra EU.
De polske udmeldinger hilses af gode grunde ikke uvelkomment i Moskva, der i forvejen iflg. polsk presse kan glæde sig over de nye aftaler om gasleverancer til Ungarn og, at Slovakiet og Tjekkiet skal have opgivet deres tidligere modstand mod det tysk-russiske Nordstream. II gasledningsprojekt i Østersøen.