En oplagt julegave: Mr.East Forlags ny udgivelse om tjekkiske kursteder
Mr.East Forlag er på banen igen, denne gang med en bog om tjekkiske kursteder og kurstedsbehandling. Bogen, Kursteder i Tjekkiet – Mere end wellness til lavpris, er skrevet af Mr.East chefredaktør Ota Tiefenböck, og udkommer i disse dage. Mr.East læserne kan naturligvis købe bogen til en særpris. Ota Tiefenböck skriver i bogens forord:
Ideen til denne bog opstod for mange år siden. Jeg har i efterhånden mange år dækket Øst- og Centraleuropa, heriblandt rejsestof, for flere danske medier. På et tidspunkt skrev jeg en rejseartikel fra det ungarske kursted Heviz for Kristeligt Dagblad og blev på baggrund af artiklen kontaktet af en dame fra Jylland. Hun fortalte, at hendes mand, som led af voldsomme gigtsmerter, blev inspireret af artiklen og tog afsted til Heviz i håb om, at kurstedet kunne lindre hans smerter. Opholdet og behandlingen i Ungarn havde en formidabel virkning på hans helbredstilstand. Det ønskede damen at takke mig for.
Efter nogle år kontaktede damen mig igen. Hendes mand havde flere gange været i Heviz, men han overvejede at afprøve nogle andre kursteder. Hun ville spørge, om jeg kendte andre kursteder, som specialiserede sig i gigt- og ledsygdomme. Dengang anbefalede jeg damen nogle tjekkiske og slovakiske
kursteder. Om hendes mand benyttede sig af mine råd ved jeg ikke, men hendes henvendelse gjorde det klart for mig, at vi i Danmark ved alt for lidt om de centraleuropæiske kursteder og de behandlingsmuligheder, disse steder udbyder. Her opstod så ideen til denne bog, som dog på grund af almindelig travlhed har været alt for længe undervejs. I første omgang var min tanke at skrive en bog om kurstederne i Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn samlet i en bog, men det gik hurtigt op for mig, at
sådan en bog vil være alt for omfattende samt at jeg ville risikere, at vigtige oplysninger kunne drukne i stofmængden. Det er grunden til at jeg har valgt, at denne bog kun handler om tjekkiske kursteder.
Tjekkiet er et af de centraleuropæiske lande, der har de længste traditioner for behandling med naturens egne midler. Nogle af Tjekkiets behandlingsformer adskiller sig desuden fra de andre centraleuropæiske landes kursteders metoder. Til forskel fra andre af de nævnte lande, hvor mineralholdige kilder
hovedsageligt bliver benyttet til at bade og andre hydroterapeutiske behandlinger m.m., bliver disse i Tjekkiet også benyttet til behandling med drikkekure. Tjekkiske kursteder og kurstedsbehandling har desuden været en uadskillelig del af den europæiske kulturarv i flere århundreder. Hovedsageligt
på grund af den høje kvalitet af de tjekkiske mineralholdige kilder samt et omfattende behandlingssystem med de mest moderne behandlingsmetoder og rehabiliteringsprocedurer. Tjekkiet regnes således inden for verdens balneologi for en stormagt. Velkommen til en verden, hvor fokus ikke er rettet mod
farmaceutisk producerede lægemidler, men derimod mod naturens egne kræfter.
Tjekkiske kursteder og kurstedsbehandling har været en uadskillelig del af den europæiske kulturarv i flere århundreder. Gennem flere århundreder har en lang række betydningsfulde personer strømmet til de tjekkiske kursteder for at blive behandlet med mineralkilder, tørvemos, mudder eller med de gasser, som dannes i forbindelse med kilderne. I denne bog præsenterers der en lang række ideer til, hvordan
også du kan få glæde af de mange tjekkiske kursteder.
Bogen koster 179 kroner. Som Mr.East læser får du 30% procent rabat. Inkl. porto (45 kroner, DAO til et afhentningssted nær din adresse) skal du således betale 170 kroner for bogen for at få bogen tilsendt. Indbetal beløbet via MobilPay til 27129444 og send en mail med dit navn og adresse til info@mreast.dk.