Den polske superstjerne Lewandowski tangerer Gerd Müllers rekord
Den polske superstjerne Robert Lewandowski tangerer Gerd Müllers næsten 50 år gamle rekord. Og den kommende 2. Bundesliga bliver et brag
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Bayern Münchens og Bundesligaens topscorer Robert Lewandowski nåede en bemærkelsesværdig milepæl lørdag, da han med en scoring på straffespark nåede op på 40 mål i løbet af sæsonen med 34 kampe. Det er dermed det samme antal mål som Gerd Müller, der nettede 40 gange i sæsonen 1971/72.
Bayern München møder naboerne fra Augsburg i sidste spillerunde, og her kan Lewandowski slå Gerd Müllers rekord med blot en enkelt scoring.
I den tunge ende af tabellen er traditionsklubben Schalke 04 rykket ned, og Werder Bremen og FC Köln kan med stor sandsynlighed ryge ned i 2. Bundesliga. Hertha Berlin var i fare for at ryge ned, men reddede livet i 1. Bundesliga med et 0-0 resultat mod FC Köln.
I 2. Bundesliga har Hamburger SV endnu en gang forpasset muligheden for oprykning til 1. Bundesliga, og Tysklands næststørste by, som i sin tid havde to hold i 1. Bundesliga – nemlig HSV og St. Pauli – må igen imødese en sæson uden deltagelse i den fornemste tyske række. Bemærkelsesværdigt er det, at Holstein Kiel stadig har chance for oprykning. I så fald får delstaten Schleswig-Holstein for første gang et hold i 1. Bundesliga.
I 3. Bundesliga har østklubben Dynamo Dresden sikret sig oprykning, og Hansa Rostock har en god mulighed for at følge med op i 2. Bundesliga.
Dermed tegner der sig en kommende 2. Bundesliga-sæson, som vil være domineret af traditionsklubber som Schalke 04, HSV, St. Pauli, Hannover 96. Karlsruher SC, FC Nürnberg, Dynamo Dresden, Fortuna Düsseldorf – og måske Braunschweig, som kæmper for at undgå nedrykning. Dertil kan føjes klubberne Hansa Rostock, FC Köln og Werder Bremen, alt efter hvordan resultaterne flasker sig i den sidste spillerunde.