Den nye verdensorden, to alternative synspunkter

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: I debatten om krigen i Ukraine og om den ny verdensorden har vi, som beskrevet i mrast.dk, groft sagt to forskellige lejre, ”retfærdighedslejren” over for ”fredslejren”. Den første lejr ønsker krigen i Ukraine bragt til ende. Rusland skal besejres på slagmarken og Ukraines grænser vende tilbage til udgangspunktet i december 1991. Den linje er lige nu den der følges af Ukraines præsident Zelensky. Den har stærke støtter rund om i verden, både Europa og i USA hvor den hårde linje støttes af Nancy Pelosi og også i dele af Kongressen og i Det Hvide Hus. Kina betragtes som Rusland, som en fjende af den liberale verdensorden, som Biden kæmper for via sin globale demokrati kampagne. ”Fredslejren” har haft svære vilkår siden den russiske invasion af Ukraine, også i Danmark. Men den eksisterer dog. Her synspunktet, at der ikke er uoverensstemmelse mellem på den enes side at fordømme den russiske invasion af Ukraine 24. februar og på den anden erkende egne fejl. 

Ét eksempel herpå er bogen ”Krig og Fred”, skrevet af Polens politiske veteran og tidligere finansminister Georgorz W. Kolodko. Som finansminister i 1990erne vovede han at gå imod den økonomiske chokkur og anbefalede en mere gradvis og human overgang til markedsøkonomi. I en anmeldelse i ”Przeglad” roser Jerzy Wiatr, også politisk veteran, bogen. Problemet i Vesten er fortielserne. Der burde ikke, siger han, være en modsætning mellem på den ene side at fordømme de russiske handlinger, og på den anden side tage afstand fra yderliggående nationalisme fra ukrainsk side, herunder diskrimination over for det russiske mindretal, brud på indgåede aftaler og satsning på NATO-medlemskab. Ganske som Robert MacNamara, George Kennan og talrige andre politiske veteraner i USA bebrejder Kolodko NATOs beslutning i 1996 om at udvide NATO.

Kolodko er pessimist, krigen i Ukraine vil fortsætte, ”retfærdighedslejren” har overtaget. Det postimperiale syndrom er ikke overvundet i Rusland. Det bliver styrket i takt med, at krigen fortsætter. At få Putin til at vende tilbage til den moderate politik, han førte i 00erne forekommer udsigtsløs. Men alternative visioner er nødvendige for at undgå atomragnarok. En ny verdensorden bør, sig Kolodko, som målsætning have en fredelig konkurrence mellem de to ”mega-systemer” i verden, det eurasiskee superkontinent med Kina, Rusland og Indien som frontstater over for den vestlige verden, USA og Europa. Den destruktive rivalisering, vi oplever lige nu, er farlig. Der skal tænkes anderledes. Som antydet står Kolodko ikke alene med sine synspunkter. Han har opbakning blandt mange, især inden for den realistiske skole, men også blandt politiske veteraner, der under den gamle kolde krig var ”høge”, fortalere for ”containment” og ”back rolling”.

George Mearschheimer er én af mange kritikere i USA. En anden er Jack F. Matlock (født 1929) og med stor erfaring fra den kolde krig, bl.a. som USA’s ambassadør i Sovjetunionen i de dramatiske år fra 1987 til1991. Han fastslår, at både Rusland og Ukraine har ”impossible goals”, mål for krigen der er umulige at indfri,, og som forhindrer varig fred. Et stabilt og funktionelt Ukraine kan ikke skabes inden for de grænser, der eksisterede i 1991, heller ikke med vestlig støtte. Ingen af parterne i krigen har opstillet realistiske mål. Satsning på at vinde krigen på slagmarken og skabe ”retfærdighed”, underforstået at vende tilbage til udgangssituationen i 1991, vil betyde, at Rusland blot vil gøre alt for at ødelægge (”demolish”) Ukraine som stat. Udviklingen i Ukraine og i Ukraine kan kun forklares i et længere historisk perspektiv. Muligheden for at etablere et nyt alternativt sikkerhedssystem, der inddrog Rusland, blev forsømt. Krigen i Ukraine; kunne formodentlig være undgået, hvis Ukraine havde været villig til at overholde Minsk aftalerne, anerkende Donbas som en autonom enhed og ikke søgt om NATO medlemskab. Alt skal gøres for at få Ukraine på fode, men det er ikke ensbetydende med at ”banke tiden tilbage til 1991”.

At følge den linje, der til enhver tid er i højsædet i Kiev, burde ikke være den førte politik. For få måneder siden var Zelensky mere indstillet på fred. I 1990, da jeg (Matlock) var ambassadør i Sovjetunionen var USA yderst forsigtig, afviste på det tidspunkt at anerkende Litauens uafhængighed for ikke at hjælpe gammelkommunisterne i magtkampen med Gorbatjov. Som bekendt opnåede Litauen hurtigt uafhængigheden på fredelig vis. Sanktionerne og ”krigen” med Rusland har som bekendt ramt Europa særdeles hårdt, og vil gøre det endnu mere, hvis krigen fortsætter og bevæger sig fra Ukraine til Asien og Taiwan, mellem de to økonomiske giganter, USA og Kina. Geopolitikken har taget over, verdens helt store problemer, herunder klimaudforingen og stigende fare for atomkrig, bliver nedprioriteres, Alt afgørende her og nu er, siger Matlock, at opnå våbenhvile og indlede forhandlinger, der kan føre til varig fred. USA bør overbevise Ukraine om nødvendigheden heraf.