Den internationale straffedomstol har fået millioner i støtte fra vestlige lande og fonde

Foto:justflix

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Debat: Skal vi tro flere uafhængige internationale medier og tænketanke har Karim Khan, anklager ved den internationale straffedomstol (ICC) siden 2021, fået millioner af dollar i støtte fra vestlige regeringer og fonde til at gennemføre ICCs undersøgelser af russiske krigsforbrydelser i Ukraine og i den forbindelse til udstedelsen af arrest ordren mod Vladimir Putin og mod Ruslands kommissær for børns rettigheder Maria Lvova-Beliva.

Arrestordren fandt sted i marts måned i år, næsten samtidig med årsdagen for starten på krigen i Irak i 2003. Anklagen mod Rusland drejede sig i første omgang om tvangsdeportering af ukrainske børn til Rusland. Anklagen tog udgangspunkt i en amerikansk finansieret rapport, siges det. Khan oplyste om arrestordren under et besøg i Kiev, hvor ICC for nylig besluttede at oprette et kontor.

På mødet her oplyste han, at undersøgelser af mulige krigsforbrydelser begået af USA i Irak og Afghanistan og Israel (i Palæstina) bliver fastfrosset og formentlig opgivet, naturligvis til USAs og i Israels tilfredshed. ICC undersøgelser af mulige britiske krigsforbrydelser i Irak er også droppet. Det er ingen hemmelighed, at Khan har haft og har tætte venskabelige relationer til Washington, London og Kiev, ja selv til Hollywood.

I maj anklagede Joe Biden selv Rusland for at have begået krigsforbrydelser. Efter årtier med et yderst anspændt forhold er USAs forhold til ICC blevet varmt. Senator Lindsey Graham betragter ligefrem Khan som en “modern day Nazi hunter”. Tilbage i 2001, under George W. Bush, vedtog Kongressen “service members’ Protection Act” med det primære formål at beskytte amerikanere mod anklager og retsforfølgelse for krigsforbrydelser.

I 2020 trak USA ratifikationen af ICC tilbage, og med det ene formål for øje. Donald Trump gik så langt som til at indføre sanktioner mod ansatte ved den internationale straffedomstol (ICC). De er ophævet under Biden. Fonde støtter også ICC økonomisk. Et eksempel er “Clooney Foundation for Justine”. Amal Clooney er på same tid co-præsident for fonden og rådgiver for Khan og for den ukrainske regering.

Problemet er ikke at der rejses anklager mod Rusland for krigsforbrydelser, men at andre lande end Rusland bliver friholdt og, at ICC modtager de mange penge fra private fonde og fra vestlige) regeringer. ICC burde være en uafhængig instans. Domstoles uafhængighed er som bekendt under pres i rigtig mange lande og desværre også i FN. 

Share This