De baltiske landes stærke frygt for Rusland
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Estland/Letland/Litauen: De baltiske lande har efterhånden i en del år været medlemmer af NATO. Men det har bestemt ikke mindsket frygten for et militært angreb fra Rusland, tværtimod. De tre landes ledere har gentagne gange sagt, at spørgsmålet ikke er, om Rusland vil angribe, men hvornår det sker. Kendsgerningen er, at de tre lande er i allerførste række, i frontlinjen, skulle det komme til åben militær konfrontation mellem NATO og Rusland, ikke blot stedfortræderkrig og formentlig med brug af atomvåben. Litauen’s geografiske position er særlig udsat. Mod øst grænser Litauen op til Hviderusland, Ruslands allierede, og mod vest til Kaliningrad, hvor Rusland har militær udstationeret, herunder Iskander raketter, der kan bære atomvåben.
De tre baltiske lande er allierede, men som beskrevet i det polske ugeskrift “Przeglad”, samarbejdet er ikke altid harmonisk. Den politiske scene i Letland er ret infiltreret af de russiske efterretningstjenester. Et eksempel er skandalen omkring Tatjana Zdanoka, medlem af Europa-Parlamentet, som er beskyldt for spionage for Rusland. Det russiske mindretal udgør 25.6 pct. i Letland mod blot 5 pct. i Litauen. Holdningerne til Rusland i Litauen er måske derfor blandt de allermest negative i Europa.
De baltiske ledere har generelt været meget aktive på den diplomatiske front. Det gælder Estlands ministerpræsident, den liberale Kaja Kallas, der har været nævnt som mulig efterfølger for Jens Stoltenberg som NATO generalsekretær. Et andet eksempel er Krisjanis Karins, Letlands udenrigsminister. Litauen har lige nu ikke personer i allerførste række. Den tidligere litauiske udenrigsminister Linas Linkevicius, arbejdede i sin tid tæt sammen med Polen’s Radoslaw Sikorski og Sverige’s Carl Bildt om oprettelse af EUs partnerskab mod øst.
Vilnius, Litauen’s hovedstad, er hjemsted for dissidenter fra Hviderusland og Rusland, eksempelvis for den fremtrædende hviderussiske oppositionspolitiker Sviatlana Cichanouska, og for analytikere og diplomater, der understøtter den hviderussiske opposition. Siden 2020 er over 100 journalister, bloggere og aktivister rejst til Litauen og arbejder herfra. Siden den russiske invasion af Ukraine i 2022 er russiske medier i opposition, fx “Moscow Times”, Meduza og Provereno, helt eller delvist flyttet til Litauen. Litauen fører også en aktivistisk linje over for Kina. Siden 2021 har Taiwan haft en diplomatisk repræsentation i Vilnius, til Xi Jinping’ store utilfredshed.