BRICS topmødet åbnet

Foto: 15th BRICS SUMMIT

BRICS: Tirsdag-torsdag i denne uge afholder BRICS sit årlige topmøde i Kazan i den russiske delstat Tatarstan. Mødet er meget vigtigt for Rusland, iflg. udmeldingerne fra Moskva vigtigere end det amerikanske præsidentvalg. Som omtalt tidligere i mreast.dk blev BRICS oprettet i 2006 og har i dag 10 medlemslande, 22 andre ønsker efter sigende at blive optaget. På mødet deltager sammenlagt 40 lande, hvis gæstelande tages med. 

Undervejs vil Vladimir Putin holde særskilte møder med præsidenter fra adskillige lande, herunder Kinas Xi Jinping, Indiens Naranda Modi, Tyrkiets Recep Erdogan samt FNs generalsekretær Antonio Guterres. Rusland, Kina og Iran er i “iskold krig” med Vesten. Indien og Brasilien fører balancepolitik, er med i BRICS for at undgå ensidig afhængighed af Vesten.

Af mange betragtes BRICS, og med rette, som en anti-G7 organisation. BRICS ønsker en mere multipolær verdensorden. Mange emner vil blive drøftet, herunder planerne om yderligere de-dollarisering og oprettelse af et alternativt betalingssystem, der efter planen skal være endeligt på plads i 2028.  Topmødet ventes traditionen tro afsluttet med en sluterklæring med opbakning fra alle deltagende lande. Søren.Riishøj

Share This