Bogen “Nyt fra Ukraine” er værd at læse, men den bør ikke stå alene

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU 

Anmeldelse: Siden den russiske invasion af Ukraine den  24. februar 2022 har dækningen af krigen været intens. Men hvem er det, vi har hørt i medierne? Det får vi indtryk af gennem bogen “Nyt fra Ukraine” , hvor vi, gennem Brian Christensens interviews, får portrætteret politikere, forskere, eksperter, og diplomater, der særlig ofte har været i medierne og ad den vej påvirket beslutningstagere og befolkning. Flere ting går igen. Stort set alle de interview’ede beskriver, hvordan de oplevede den 24. februar og kommer derudover ind på de oplevelser de har haft i forbindelse med rejser som  korrespondenter, kommentatorer og diplomater. 

Den russiske invasion kom som en overraskelse, ja som et chok for langt de fleste. Meget få herhjemme har forsvaret den russiske “specialopperation”. Jeg har ikke selv mødt nogen.  Før den 24. februar var meningerne mere delte. “Rusland-forstående” havde forståelse for den russiske modstand mod NATOs udvidelse helt op til Ruslands grænse, også for ønsket om Krim’s genforening med Rusland. I dag forholder det sig helt anderledes. Der findes fredsbevægelser, fredsforskere og (mest tidligere) diplomater, der tør gå mod strømmen og  ønsker forhandlinger om fred eller i det mindste ikke-krig, men de har svære vilkår. Bogen “Nyt fra Ukraine” må være ment som støtte til Ukraine under kampen mod Rusland. Der rettes ind imellem kritik, men mest gående på, at linjen over for Rusland har været for blød. 

Politikernes synspunkter er i bogen udtrykt via tidligere forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen. Han skriver forordet til bogen. Ellemann er formand for den danske Ukraine  komite. Jeppe Kofod var udenrigsminister den 24. februar 2024, den dato hvor invasionen af Ukraine begyndte. For få dage siden fik han arbejde i et ukrainsk energiselskab. Ellemann og Kofod er næsten 100 pct. enige. De er gået og går stadig ind for at yde den størst mulige våbenhjælp til Ukraine. Kofod beklager, at der i krigens første fase fandtes store vestlige lande, USA og Tyskland især, der ikke ville sende regulære våben til Ukraine (s.9 og s. 122), fx kampvogne og F-16 jagerfly. Der var dengang i flere vestlige lande en frygt for optrapning og storkrig, i værste fald en atomkrig. Vi forstod ikke, hvad der stod på spil, mener Kofod. 

Diplomater er tvunget til at følge regeringernes linje. Det forhindrer ikke, at der fra den side fremsættes interessante betragtinger. Tidligere ambassadør i Moskva Carsten Søndergaard siger meget rigtigt (s. 20), at Vesten har været “lidt for naive”, når vi  troede, at de (russerne) ønskede at være ligesom os. At afvise kommunisme er ikke ensbetydende med at acceptere den vestlige styreform og markedsøkonomien. Ambassadøren er dog ikke meget for at give indrømmelser til russerne. Giver man Donbas til Rusland, siger han, så anerkender man også, at grænser kan flyttes med væbnet magt (s. 24). Rusland, erklærer han senere (s.28) har flere frosne konflikter, men er de interesseret i at løse dem? “Nej de er ej”, siger eks-ambassadøren. Jeg kan nu ikke se, at den betragtning holdt vand altid, fx i forbindelse med konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan om Nagorno-Karabakh. 

Ole Egberg Mikkelsen, Danmarks ambassadør i Ukraine, udtaler sig i  samme baner (s.223). Vi vil ikke acceptere, at man lige pludselig kan flytte landegrænser med magt. Det skal ikke være den stærkes ret, der bør gælde. Det skal være retten til at leve i fred og fordragelighed i en suveræn stat. Det er værdier, der forener ukrainere og danskere. Danskere og ukrainer elsker friheden, mener han. Mikkelsen har haft travlt med at arrangere besøg i Ukraine fra Danmark. Mette Frederiksen har som bekendt i allerhøjeste grad bakket op om Zelensky. Mikkelsen har en lang diplomatisk karriere bag sig, har fx været i Libanon, i Tyrkiet og amabassadør i Polen i 2016-2020, der har været og er frontliniestat under krigen i Ukraine.  

Mikahailo Vodoinyk havde som Ukraine’s ambassadør i Danmark en vigtig rolle. Han havde rent ud sagt “hundetravt”, gjorde sit arbejde yderst professionelt og var med , da Zelensky aflagde besøg. Han takker for den store opbakning. I Folketinget har stort set alle partier støttet den hårde linje. Danmark har ydet stor våbenhjælp under krigen, hvilket iflg. ambassadøren styrker moralen hos ukrainere, der kæmper på slagmarken (s. 194). Det nære forhold mellem Volodymyr Zelensky og Mette Frederiksen er udtryk for gensidig respekt. 

De forskere og eksperter der er interviewet i bogen er givetvis kendt af mange, uanset at flere end før fravælger “flow-TV” og holder sig til internationale medier og tænketanke. Men travlt har de haft. Flemming Splidsboel stillede således op til 1100 interviews i 2022 og ca. 900 i 2023 (s. 107). Så mange havde jeg ikke, dengang jeg selv var en hel del i medierne.

Det er umuligt at gengive alt hvad der bliver sagt i interview’ene. Derfor kun et uddrag. Charlotte Flindt Pedersen skriver helt rigtigt, at “eksperter” og journalister, der beskæftiger sig med krigen, bør kunne russisk og ukrainsk (s.46). Hun mestrer selv  russisk. Det samme gør Claus Mathiesen og Flemming Splidsboel. Hun skriver, også rigtigt, at på et et tidspunkt skal vi begynde at tale sammen med russere igen. Så det at mestre russisk og ukrainsk er en stor fordel . 

Lykke Friis kommer naturligt nok en hel del ind på Tyskland’s problemer i forhold til krigen i Ukraine. Hun omtaler (s. 149) Putin’s imperiedrømme, men nævner sjovt nok ikke, at Putin i 2005 og 2007, før den “iskolde krig” fra 2012, ikke kun sagde, at “de der ikke begræder imperiets undergang ikke har noget hjerte”, men også at “de der tror at det kan genoprettes, ikke har nogen hjerne”. Retorikken blev hårdere efter Maidan og endnu hårdere efter den 24. februar 2022. Hun omtaler i interviewe’et Scholz’ Zeitenwende og Ukraines mulige optagelse i EU. Hvordan den skal ske i praksis, er der, som hun helt rigtigt siger (s.155) ingen der ved. Let bliver det ikke.

At betegne Ungarn’s Viktor Orban som “prorussisk” (s.148) er populært blandt mange. At føre flervektorpolitik, at forhandle og handle med Vesten, Rusland og Kina på samme tid, sådan som Ungarn gør, kan vel ikke i sig selv kaldes “pro-russisk”. Ungarn har fordømt den russiske invasion, taget imod mange flygtninge og immigranter fra Ukraine, har leveret energi til landet i en svær tid; men Orban forholder sig ikke ukritisk over for Zelensky, accepterer ikke vilkårene for det ungarske mindretal i landet. Slovakiets Robert Fico skildres som mere moderat, men  det er nu en sandhed med modifikationer. Her kan tidspunktet for interview’et måske have haft betydning. Robert Fico støtter i hvert fald i dag helt åbent Kinas’s og Brasilien’s fredsforslag.

Peter Viggo Jakobsen skriver (s. 226-227), også meget rigtigt, at USA har optrådt tøvende i kampen mod Rusland, hvilket for en stor del skyldes problemer på hjemmefronten, og at Europa ikke har optrådt enigt udadtil. Hans synspunkter er tættere på den realistiske skole end andre bidragyderes  Peter Viggo Jakobsen mener (s.236), at Putin naturligvis ikke ville have angrebet Ukraine, hvis han havde vidst, at krigen ville fortsætte i tre år og medføre de sanktioner og den isolation, som han oplever nu. Lige før 24. februar 2022 sagde nogle eksperter, husker jeg, at godt nok er Putin kyniker, men trods alt ikke selvmorder. De tog som bekendt fejl. Det er i det hele taget svært at forudsige, hvad der sker rundt om i verden og det uanset at man er “ekspert”. Det viser erfaringen. Ikke mange, heller ikke “eksperter” forudså før 1989, at muren ville falde, og at de kommunistiske partier ville miste magten. Heller ikke Tjekkiet’s Vaclav Havel var optimist næsten helt frem til fløjlsrevolutionen i november 1989. Peter Viggo Jakobsen omtaler også (s. 239) forholdene i Georgien, hvor vi har fået det der mest ligner borgerkrig, en nyt Maidan. Både udviklingen her og i forbindelse med valgene i Rumænien, er kommet bag på mange. Peter Viggo Jakobsen udtaler sig også om  udgifterne til forsvar/militær, om at nå mindst 2 pct. af BNP. Her omtaler han nærmest Danmark som en “kujon”, da vi gemte os bag dem der yder mere til militæret (s. 240-241). 

Claus Mathiesen taler (s. 85) om “defaitistiske” lande, når det gælder holdningerne til krigen. At flere lande, ikke kun Ungarn og Slovakiet, foretrækker forhandlinger for at få afsluttet det, der for flere og flere, også i Ukraine selv, fremstår som en udsigtsløs krig, er vel ikke “defaitistisk”? Jo hvis man ønsker krig i mange år endnu, “war for ever”. Mathiessen skriver (s.89) rigtigt, at fredsforhandlinger fandt  sted i 2022, men han skriver også, at vi ikke ved, hvilke løsninger der var på bordet dengang. Jeg har nu set mange gengivelser af indholdet af Lissabon-aftalen; flere af  Zelensky’s rådgivere fra dengang har omtalt den. Storbritanniens Boris Johnson var som bekendt blandt dem, der modarbejdede aftalen.

Valentina Shaporvalova, forsker i russisk propaganda og desinformation, mener (s. 277)  at Ukraine trods alt har været et demokrati siden 1991, uanset at forskellige grupper har skændtes, været uenige og kritiseret hinanden meget. Hun kritiserer at “nogle journalister” citerer det russiske nyhedsbureau TASS uden at angive, hvad TASS er for et medie. Hun mener, at det er journnalsiternes opgave at varedeklarere disinformation. TASS og lignende pro-Ktreml medier bliver igen og igen citeret uden forbehold. Spørgsmålet er dog, om det er forkert at gengive, hvad Kreml rent faktisk mener, ganske som før 1989, hvor “kremllologer”, gengav, hvad den sovjetiske top faktisk mente. Det er naturligvis ikke lig accept.

Militæreksperter har også været på banen. Kim Bildsøe Lassen har været vært på “krigens døgn” i DR, som iflg. Bildsøe har haft ganske mange seere dagligt, ca. 300.000. Det er faldet en del for brystet, at de der kommenterer optræder i soldateruniformer, men det er ikke et problem, mener han selv. Jeg ser ikke selv “krigens døgn”, men det er vigtigt, at vi bliver oplyst om den ny type krig, vi er vidner til i dag med flittig brug af droner, kunstig intelligens etc. Mads Korsager, forsvarskorrespondent for DR, har naturligt nok optrådt flere gange. Krigskorrespondenter, i bogen repræsenteret gennem Claus Borg Reinholdt fra TV2 og Thea Pedersen, der har været korrespondent for flere dagblade, beskriver krigens rædsler. Vi ved, at krige går rigtig hårdt ud over civilbefolkningen, det i sig selv er ikke en nyhed.

Som sagt giver bogen et godt billede af den nyhedsdækning, vi nu engang har haft og stadig har i Danmark. Kendskab til de politikere, diplomater og kommentatorer/eksperter, der bringer og kommenterer nyhederne skader ikke, tværtimod, men man behøver ikke derfor at være enig i konklusionerne og i vinklingen. Jeg selv ønsker større satsning på konfliktløsning og mægling. Det synes jeg ikke bør være “ukorrekt”. Bag kulissen føres der jo forhandlinger på højt plan om, at få etableret en eller anden form for aftale, i første omgang en fastfrysning/våbenstilstand. I den forbindelse vil uddannelse af flere velkvalificerede diplomater være godt. Den opfattelse havde jeg i mine unge dage, under den gamle kolde krig; den har jeg også i dag. Under alle omstændigheder er det en god ide at supplere “Nyt fra Ukraine” med bøger og artikler, hvor andre holdninger end de “korrekte mainstream” kommer frem. Selvkritik skader heller ikke. Dobbeltstandarder trives i bedste velgående. Det unipolære gén, troen på vestlig dominans globalt, er stadig udbredt. At Vesten skal dominere hele verden er dog hverken retfærdigt eller muligt, tænk blot på hvad der er sket i Vietnam, Irak og i Afghanistan eksempelvis. Det globale syd og flere af BRICS lande fører flervektorpolitik, accepterer ikke vestligt hegemoni. Er dette “pro-russisk”?

 Venstrefløjen har  ikke haft meget at byde på. Den er heller ikke stærk. I flere lande er den stort set ikke-eksisterende. Den kritiske vinkel finder vi mest inden for den realistiske skole, der er ganske stærk, ikke mindst i USA. I 1990erne protesterede adskillige (ex)diplomater fra den kolde krig mod NATOs udvidelse mod øst, deriblandt McNamara, den tidligere forsvarsminister, og George Kennan, der under den gamle kolde krig stod fader til nok så kendte inddæmningsteori. Jeffrey Sachs var økonomisk rådgiver for Jeltsin i 1990erne, men er i dag skærkt kritisk over for den linje der bliver ført fra Vesten i dag. Kort sagt, ikke alle er enige i de holdninger, der kommer til udtryk (også) i “Nyt fra Ukraine”. Bogen er værd at læse, men den bør ikke stå alene og behøver det heller ikke. Vigtigt i et demokrati er, at forskellige holdninger kan komme til udtryk, og at der udvises respekt for andres meninger.

Brian Christensen Nyt fra Ukraine, Forlaget Hakon Holm, 2024, 287 sider

——

De personer, der bliver interviewet i bogen::

Carsten Søndergaard, tidligere ambassadør i Ukraine

Charlotte Flindt Pedersen, Direktør for det Udensrigspolitiske Selskab

Claus Borg Reinholdt, korresponmdent TV2

Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet

Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved DIIS

Jakob Ellemann-Jensen (forord), formand for Ukraine komite og fhv. forsvarsminister

Jeppe Kofod, fhv. udenrigsminister

Kim Bildsøe Lassen, vært ved krigens døgn, DR

Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa

Mads Korsager, forsvarskorrespondent, DR

Mikailo Vodoinyk, forhv. ukrainsk ambassadør i Danmark

Ole Egberg Mikkelsen, Danmarks ambassadør i Ukraine

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet

Thea Pedersen, korrespondent for bl.a Jyllandsposten, Politiken og Weekendavisen

Valentyna Shapovalova, forsker i russisk propaganda og disinformation