Boganmeldelse: Nyt fra Václav Havel

Af Peter Tudvad, forfatter og filosof, Meißen

Hvis man har en faible for Václav Havel, men ikke kan tjekkisk, er der godt nyt fra Forlaget Silkefyret. Dissidenten og digteren, der efter Fløjlsrevolutionen i 1989 blev det frie Tjekkoslovakiets – og siden Tjekkiets – første præsident, er ganske vist død for 11 år siden, så han ikke som sådan lader høre fra sig. Men da det fortsat kun er en del af hans oeuvre, der er gjort tilgængeligt på dansk, kan kyndige oversættere stadig give danskere nyt indblik i hans bibliografi. Dette er akkurat, hvad Lada Halounová og Peter Bugge har gjort med den aktuelle udgivelse af hele ti tekster af koryfæet.

Egentlig er der med I stykker tale om en dobbeltudgivelse. Vender man bogen, viser bagsiden sig nemlig som en ny forside med titlen Antikoder. Altså er der tale om to bøger i én. Hovedudgivelsen I Stykker består af tre breve og tre taler, alle oversat af Bugge, samt tre skuespil oversat af Halounová. Dertil kommer et forord af Halounová og et efterord af Bugge. Antikoder er Halounovás oversættelse af Havels første digtsamling, Antikódy, færdigskrevet i 1964 og udgivet to år senere.

En særlig finesse ved oversættelsen af Antikódy er, at vi både får Havels digte i deres originale sprogdragt og i dansk oversættelse. Tilmed er hans eget grafiske design bevaret, hvilket er heldigt, da de i lige så høj grad skal ses som læses. Høj aktualitet har digtet »Krig«, der under denne titel består af utallige gentagelser af det stik modsatte ord, »fred«. Øverst synes fredsordene at forme en skål eller to løftede arme mod himlen, nederst opløses de efterhånden i bogstaver og udråbstegn uden meningsgivende sammenhæng. Meget passende er det næste digt relativitetsteoriens E = mc², der gentages lige så let og hyppigt, som en afgangselev gør det til eksamen. Således former den bevidstløse gentagelse en paddehattesky. Hvad der kunne tjene mennesket, bliver dets undergang, og denne fremmedgørelse er på mange delikate måder temaet i hele digtsamlingen.

De tre taler, som I stykker rummer, er heller ikke blevet mindre relevante, selvom det efterhånden er en menneskealder siden, Havel holdt dem. Temaerne for dem er henholdsvis had, magt og håb. Talen om magt har måske en særlig interesse for danskere, da han holdt den i København ved modtagelsen af Sonningprisen i 1991. Derfor står det også enhver frit for at associere dens billede af politikeren, der har ladet sig forføre af sin magt eller sit begær efter den, med en eller anden dansk politiker anno 2022.

Havels kritik af magten er dog ikke nogen billig kritik, da hans foreløbig halvandet år som præsident allerede havde lært ham en del om embedets fælder. Blikket for disse har han utvivlsomt fået skærpet ved, at han på god platonisk vis ikke havde haft ambitioner om den magt, han pludselig fik i hænde, da han i 1989 blev valgt til præsident. Med andre ord blev han ikke skridt for skridt lullet ind i magtens selvretfærdiggørende kredsen om sig selv, men stod så at sige med et ben i og et ben uden for magtens korridorer. Han evnede på den måde ikke bare at se på sig selv udefra, men også indefra – som han var, og som han var blevet:

“Den, som aldrig har måttet iagttage sig selv gennem tv-kameraets øje, men som pludselig underkaster hver eneste af sine bevægelser dets blik, er ikke længere den samme, som han var”, konstaterer Havel. “Man forstener til sin egen buste.” Politikeren bliver fanget af sin magt og sine privilegier. Han lever i en parallelverden, “i VIP’ernes verden, hos dem som efterhånden ikke længere ved, hvor meget en sporvognsbillet eller smør koster, hvordan man laver kaffe, kører bil og telefonerer.” Ja, hvad koster egentlig et par sko?

Når man læser Havels krav til politikeren, virker det næsten lige så anakronistisk som middelalderens fyrstespejl. Man finder jo ikke længere den slags “særligt årvågne mennesker”, som Havel vil forbeholde magten. Nej, man finder ikke nogen, der i praksis deler Havels forståelse af politik:

“Politik er et område af menneskelig aktivitet, som stiller forøgede krav til den moralske sans, til evnen til selvrefleksion, til en virkelig ansvarlighed, til smag og takt, til evnen til at indføle sig i andres sjæl, til sansen for mådehold, for ydmyghed. Det er en beskæftigelse for særligt beskedne mennesker. For mennesker, som ikke lader sig bedrage.”

For en del læsere, der ynder Havel som en af det 20. århundredes største humanister, vil hans tale ved konferencen “Håbets fremtid” i Hiroshima i 50-året for atombomben, der smadrede byen, nok være en overraskelse eller sågar et irritationsmoment. Håb var for absurditetens digter i al sin radikalitet et håb, der rakte ud over vores død. Over for dødens faktum er håbet ubegribeligt og absurd, men hverken ubegribeligheden eller absurditeten er håbets død.

“Ja, kun den reflekterede eller anede dimension af uendelighed og evighed kan forklare det ikke mindre gådefulde fænomen, som håbet udgør.” Så overbevist er Havel om dette, at han ikke mener, noget menneske dybest set er i stand til at forsone sig med sin skæbne, hvis ikke han har en skjult vished om, “at der et sted over os registreres handlinger og skæbner, hvis betydning dets omgivelser ikke umiddelbart kan mærke, og som derfor rækker ud over rammen for dets jordisks tilfredsstillelse.” Håb og religiøsitet er altså noget nær synonyme, og derfor ser Havel netop i “de mangfoldige religiøsiteters rødder” ikke bare det, som er fælles for menneskene, men også det, som kan forbinde dem.

At alle denne verdens religiøse en skønne dag vil blive bevidste om deres fælles åndelige rødder, tør man næppe sætte sin lid til – selvom man ikke desto mindre håber det. “Håbet er ikke en overbevisning om, at noget vil falde godt ud, men en vished om, at noget giver mening – uanset hvordan det vil falde ud.” Sådan sagde Havel ganske vist ikke i Hiroshima i 1995, men derimod i en af de samtaler med den tjekkiske eksilforfatter Karel Hvížďala, som i 1986 blev udgivet under titlen Dálkový výslech – og i 1989 i Peter Bugges danske oversættelse med titlen Fjernforhør. Med god grund afslutter Lada Halounová nu sit oplysende forord til I stykker med Havels udødelige ord om håbet.

Den mest filosofiske af de tre taler er den fra 1990, som Havel holdt i Oslo på en konference om had. Her afviser han prompte den forestilling, at had blot er fravær af kærlighed og humanitet. Tværtimod har hadet noget afgørende til fælles med kærligheden, nemlig trangen til og behovet for den anden. Den elskende længes efter den elskede, den hadende efter den hadede. Som kærligheden er også hadet i sidste instans udtryk for “en længsel efter det absolutte, om end et tragisk perverteret udtryk.”

Den, der hader, vil også elskes, men hans ønske kan ikke indfries, fordi det netop ikke kun er et ønske, derimod en forventning. Han er som et forkælet barn, der tror, at dets mor kun er til for at forgude ham. Enhver oplevelse af kærlighedens og forgudelsens udeblivelse tolkes som trodsig utaknemmelighed og krænkende uretfærdighed. “I hadet er der – ligesom i den ulykkelige kærlighed – virkelig en vis art transcendentalisme til stede: hadende mennesker vil opnå det uopnåelige og fortæres uafbrudt af umuligheden af at opnå det.” Det, den hadende hader, er det, der hindrer ham i at “identificere sig med Gud”. Med andre ord, nemlig den franske filosof Jean-Paul Sartres, er det begæret efter at være Gud – “le désir d’être Dieu” – der betinger og motiverer hadet.

Hvis man kender Sartres analyse af de mellemmenneskelige relationer i hans eksistentialistiske hovedværk L’Etre et le Néant fra 1943, vil man nok som denne anmelder forbløffes over lighederne i deres forståelse af hadet. Vel er de ontologiske forudsætninger nogle andre, men adskillige sammenfald er der ikke desto mindre:

Sartre skriver, at hadet til én er had til alle. Havel siger, at den hadende gennem sin næste hader hele verden. Hos franskmanden nægter den hadende at være noget som helst andet end ren frihed over for den anden, som derfor ikke skal elske ham af konkrete grunde, men rent principielt. Hos tjekken mener den hadende at have en naturlig ret til verdens anerkendelse uden at skulle gøre sig fortjent til den. Både Sartre og Havel ser hadet som ulykkeligt, da den hadende ikke kan slippe af med sin genstand, der bestandigt vidner om, at han ikke bare er fri over for den anden, men også bundet til ham. Altid, forklarer Havel, “vil hele hans afmagts rædsel, eller mere præcist hans manglende evne til at være Gud, til sidst trænge sig ind på ham et sted fra – for eksempel fra hans offers muntre, forsonlige og tilgivende smil.”

Det sidstnævnte eksemplificerer Havel som dramatiker i enakteren “En fejl” fra 1983. Her bliver Xiboj, den nye fange, taget i skole af sine cellekammerater og ikke mindst deres leder, King. Xiboj forholder sig tavs til deres retoriske tugt. Han siger ikke et ord. Alt, han gør, er at smile forvirret, mens de andre fanger hidser sig mere og mere op. Til sidst kan de ikke længere udholde tavsheden (eller med Sartre snarere blikket, “le regard”), der afslører deres egen afmægtighed. Altså griber de til desperationens kompensation: vold.

Foruden “En fejl” rummer I stykker yderligere to enaktere, nemlig “Fernisering” og “Masser af mostre”. Scenen i disse to er én og den samme, nemlig Věras og Michals postulerede perfektion, som de demonstrerer over for deres gæst, en karakter, der ligesom Xiboj er næsten stum. I “Fernisering” hedder han Bedřich, i “Masser af mostre” Vaněk. Begge to – eller alle tre – tør man i øvrigt forstå som Havels alter ego’er.

I “Fernisering”, der er fra 1975 og dermed fra den såkaldte “normalisering” efter den sovjetisk ledede invasion af Tjekkoslovakiet og nedkæmpelsen af Foråret i Prag syv år forinden, har Věra og Michal trukket sig tilbage til deres hjem, der nu eksklusivt må give deres tilværelse mening. For at overbevise sig selv om, at den faktisk gør det, har de inviteret Bedřich, som forventes at udtrykke sin anerkendelse af deres møbler, deres mad, deres sexliv og deres musik ved selv at adoptere deres livsstil. Da han ikke uden videre gør det, får Věra et hysterisk anfald og anklager Bedřich for alt det, man med rette kunne sigte hende og Michal for, altså den normaliserede tjekkoslovak anno 1975: “Du er en egoist! En modbydelig, ufølsom, umenneskelig egoist! Utaknemmelig! Ignorant! Forræder!” Bedřich, der egentlig ville gå, vender om og sætter sig igen i en lænestol. Da Michal og Věra bemærker dette, begynder de (som det hedder i regibemærkningen) “pludselig at opføre sig helt normalt og sætter sig også med et smil.”

Umiddelbart måtte man tro, at normaliseringen sluttede med Fløjlsrevolutionen i 1989. Som politisk diktat er det selvfølgelig også korrekt, men som kulturel påstand er det straks mere tvivlsomt. Havel havde allerede forinden advaret om, at mange af de tendenser, man så i den totalitære østblok, var spejlbilleder af en lignende udvikling i vestblokken, den frie, men ikke mindre materialistiske verden. Netop derfor møder vi atter Michal og Věra i “Masser af mostre” fra 2010. Da er der altså gået 35 år, de har fået rigdom og tjener, men selv er de forblevet de samme. Hvad deres materielle velstand og politiske frihed har givet dem, er ikke andet end en øget blaserthed og sygelig optagethed af ethvert raffinement, der kan købes for penge.

“Masser af mostre” blev for så vidt Havels afskedsreplik, da han døde året efter. I betragtning af, hvor elsket og respekteret Havel var og er, burde den give ekko langt ud over Tjekkiets grænser. Resignationen er så dyb, at man rystes, men sikkert kun hvis man på forhånd kender “Fernisering”. Det er der nok nogle danskere, der gør, da stykket allerede i 1979 blev oversat til dansk af Henning Ipsen for Danmarks Radio. Nu, 2022, kunne man passende lave en scenisk opførelse af de to enaktere i sammenhæng. Den tåkrummende humor og æggende absurditet burde tiltale en modig dramaturg.

Midt i al denne menneskelige dårligdom, som næsten synes at have taget håbet fra den aldrende Havel, er det befriende at gribe tilbage til de breve, han under sin flerårige fængsling i 1980’erne skrev til sin kone, Olga. Peter Bugge har for længst, i 1993, oversat et udvalg af Havels Breve til Olga, men nu har han suppleret med yderligere tre. Et af dem, fra den 29. august 1981, har jeg læst adskillige gange og vil jeg fremdeles vende tilbage til. Havel fortæller her over et par intense sider om en oplevelse, han har haft en eftermiddag på det jernværk, han var sat til at arbejde på. Det var en art sublim lykke, en uendelig glæde, en opløftende åndstilstand, “en eksistensens totale og totalt harmoniske smelten sammen med sig selv og med hele verden”. Alt godt og smukt var indlejret i denne følelse, men rummede også “et let ekko af en uendelig længsel, en særlig undertone af dyb og skæbnesvanger futilitet.” Det var, som om Havel midt i sin metafysiske lykke, i denne salighedens momentane evighed, skuede ned i den afgrund, der bar den:

“Det er den kendte dialektik mellem liv og død: jo mere intensivt og fuldt, man lever og er sig sit liv bevidst, desto stærkere trænger det, der egentlig gør væren til væren, livet til liv og meningen til mening, sig ind på én fra dybet af ens oplevelse – nemlig deres baggrund, modsætning og eneste definerende målestok: ikkeværen, død og betydningsløshed.”

Summa summarum, det er en mægtig fin udgivelse, som Lada Halounová og Peter Bugge sammen med Forlaget Silkefyret har givet os. Den er smukt og dristigt komponeret, udvalget af tekster foretaget med omtanke, indholdet så spændstigt, som vi forventer det af Václav Havel. Nej, vi skal, som Bugge skriver i sit kloge og kritiske efterskrift, ikke læse ham som “profet eller orakel, men som et komplekst og fejlbarligt menneske, der generøst tilbød os sit vidnesbyrd om en dramatisk og modsætningsfuld tid.” Og dog tør man nok gøre lidt mere ud af Havel end som en blot og bar kustode, al den stund vores egen tid er omtrent lige så dramatisk og modsætningsfuld. Vi savner kort sagt en karakter som Havel.

Václav Havel: I stykker. Skuespil, breve, taler og systemdigte, Forlaget Silkefyret, 166 + 127 sider, 300,- kr.