Billig russisk gas eller dyr amerikansk gas, er den sunde fornuft på vej tilbage?
Af Ota Tiefenböck
Debat: I sidste uge luftede “det russiskglade” Ungarn tanken om genopretning af forsyning med russisk gas efter krigen i Ukraine via de eksisterende rørledninger, som nu alle, den sidste 1.1. 2025, er lukket. Det interessante er, at Ungarn ikke var alene med denne tanke, Tyskland er nemlig også med på idéen. Forslagets fortalere, altså Ungarn og Tyskland, hævder ifølge Financial Times, at tiltaget kan give både Rusland og Europa incitamenter til at opretholde en potentiel fredsaftale og samtidig stabilisere kontinentets energimarked. Forslaget har ikke overraskende udløst hysteriske reaktioner fra Warszawa til Tallinn, hvor man mener, at Nord Stream burde afvikles og skrottes, og Europa skal gøre sig helt uafhængigt af russisk gas, men disse opfordringer ser ikke umiddelbart at have støtte i andre EU lande. Det ungarsk-tyske forslag kommer, interessant nok, næsten samtidig med, at det danske Energistyrelse den 28. januar gav Nord Stream 2 AG tilladelse til at udføre arbejde på Nord Stream 2-gasrørledningen. Formålet med denne tilladelse er angiveligt at bevare den beskadigede rørledning og altså ikke skrotte den, sådan som den polske præsident Andrzej Duda har ytret et ønske om. De to, umiddelbart uafhængige initiativer, kunne tyde på, at den første prøveballon for, at Europa, på et tidspunkt kan vende tilbage til at få gas fra Rusland, er sendt ud. Det er muligvis ikke helt tilfældigt, at det sker netop på dette tidspunkt.
I begyndelsen af 2025 var prisen på gas ifølge Statista fire gange højere i Europa end i USA. Europa får nu en stor del af sin gasforsyning i form af LNG gas fra USA samt f.eks. Qatar. Desuden, formentlig ganske overraskende for de fleste, fra det selvsamme Rusland, hvis billig og langt mere miljøvenlig gas via rørledninger, EU afviser at købe. Logikken her er svær at finde, men det er ikke desto mindre et faktum, at Tyskland’s import af LNG gas fra Rusland voksede i 2024 med ikke mindre end 500 pct. samt at Spanien og Frankrig er de største importører af russisk LNG gas i Europa. Her er det vigtigt at bemærke, at forbud mod import af russisk LNG ikke blev inkluderet i den seneste vestlige sanktionspakke, sådan som ønsket af nogle af EU landene.
Det kræver formentlig ikke den helt store eksamen i økonomi, at det under sådanne vilkår mere eller mindre er umuligt for den allerede skrantende europæiske økonomi at konkurrere med amerikanske virksomheder og i det hele taget klare sig i konkurrencen på verdensmarkedet.
De seneste udmeldinger fra den amerikanske præsident Donald Trump om at lægge told på den europæiske eksport til USA ville naturligvis ikke ligefrem gøre den europæiske økonomi stærkere. Vil Donald Trump gøre alvor af sine trusler, ville det derfor ikke ligefrem være den klogeste beslutning at bytte afhængigheden af billig russisk gas med afhængighed af dyr amerikansk gas med langvarige leveringskontrakter.
De omtalte initiativer kan således være et tegn på, at de europæiske politikere muligvis er ved finde tilbage til deres sunde fornuft igen og begynder at se situationen i Europa med mere realistiske briller, end det har været tilfældet hidtil. Noget kunne i hvert fald tyde på, at det ikke er en helt umulig tanke.
Afslutningsvis er det interessant at nævne, at det vestlige Europa har importeret russisk gas siden 1970` erne. Under den kolde krig havde de kapitalistiske stater i Vesteuropa åbenbart ikke noget problem med, at Moskva finansierede sit kommunistiske diktatur og undertrykkelsen af landene i Øst- og Centraleuropa med penge fra gas.