Aserbajdsjans præsident på COP29: Olie og naturgas er gave fra Gud
Aserbajdsjan: Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev har på FN’s klimakonference COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku beskrevet olie og naturgas som en “gave fra Gud” og har afvist kritik fra især vestlige medier. Disse ifølge ham spreder “falske nyheder” om hans lands emissioner. FN’s generalsekretær António Guterres har dog advaret om, at fortsættelsen af udvindingen af fossile brændstoffer er “absurd”, og at verden nærmer sig et vendepunkt, skriver BBC.
I sin tale udtalte præsident Aliyev, at lande ikke skulle kritiseres for at bruge deres naturressourcer. “Olie, gas, vind, sol, guld, sølv, kobber… det er alle naturressourcer, og lande skal ikke bebrejdes for at bringe dem på markedet,” sagde han. Aserbajdsjan planlægger at øge naturgasproduktionen med op til en tredjedel i løbet af det næste årti. Aliyev understreger, at hans lands andel af de globale emissioner kun er 0,1 procent.
Aserbajdsjan er særligt afhængig af eksport af olie og gas. Med cirka 90 procent af landets indkomst bestående af olie- og gasindtægter, er energieksport hjørnestenen i landets økonomiske og politiske stabilitet. Alene i 2023 hentede Aserbajdsjan 19 milliarder euro ind fra olie- og gassalg til EU. Landets gaseksport er således for det meste rettet mod det europæiske marked. ota