Afsløring i Tjekkiet: USA har ulovligt sendt tjekkiske våben til Syrien
Tjekkiet: USA har ulovligt udført våben købt i Tjekkiet og andre øst- og centraleuropæiske lande til Syrien. Det skete samtidig med, at USA udstedte en garanti om, at de opkøbte våben skulle bruges af den amerikanske hær. Det viser en journalistisk undersøgelse lavet af det tjekkiske centrum for undersøgende journalistik (Ceske centrum pro investigativni zurnalistiku).
USA har ifølge undersøgelsen opkøbt gamle våben fra sovjettiden, som AK-47, granat- og minekastere og andre våben til en værdi af 500 millioner dollars, som efterfølgende blev videresendt til Syrien, selvom de amerikanske myndigheder til de tjekkiske myndigheder gav en garanti for, at våbnene skulle bruges af amerikanerne.
Ifølge journalisterne har amerikanske myndigheder over for tjekkiske myndigheder dermed opgivet urigtige oplysninger, da hver våbeneksport blandt andet kræver et såkaldt slutbruger-certifikat, som skal sikre, at våbnene ikke ender i forkerte hænder.
Tjekkiets Udenrigsministerium har efter journalisternes henvendelse meddelt, at “ansvaret for levering af våben for brugerne i USA fuldt ud er de amerikanske slutbrugeres kompetence.”
De tjekkiske våben blev ifølge undersøgelsen sendt til Syrien til brug for træning og som udstyr for de syriske rebeller, som har kæmpet mod den såkaldte Islamisk Stat samt regeringsstyrkerne af Bashar al-Assad.
Tjekkiet er ifølge den tjekkiske undersøgelse langtfra det eneste land, hvor USA har opkøbt våben og sendt dem til Syrien. Samme amerikanske opkøb blev foretaget i blandt andet Ukraine, Serbien, Bulgarien, Rumænien og Georgien. ota