Afrikansk voldtægtsforbryder udvist fra Tyskland. Pris: næsten 1 mio. kroner

Illustrationsfoto: Laurens van Heerde

Af Michael Skovgaard

Tyskland: I februar 2023 sendte Tyskland en dømt voldtægtsforbryder fra Niger retur. Det skete med et chartret privatfly, og det kostede den nette sum af 120.450 euro  svarende til ca. 900.000 danske kroner – det skriver lokalavisen Osnabrücker Zeitung.

Beløbet kom frem efter en forespørgsel fra partiet Die Linke i Forbundsdagen.

Asylsøgeren fra Niger havde voldtaget en pige i byen Dessau i 2019 og blev efterfølgende idømt fem et halvt års fængsel. Siden 2019 havde lokalregeringen i delstaten Sachsen-Anhalt forsøgt at sende manden retur, men det var ikke muligt som følge af manglende rejsedokumenter. Først i 2022 udstedte Niger de nødvendige dokumenter, som kun var gyldige en enkelt og given dag.

Derfor besluttede myndighederne at chartre et privatfly i Leipzig for at sende manden retur i tilfælde af, at et rutefly skulle blive aflyst. Indenrigsministeriet i Sachsen-Anhalt mener, at udgiften var berettiget af hensyn til borgernes sikkerhed.

Det koster årligt 11.000 euro at huse en asylsøger i Tyskland. Dertil kommer ekstra udgifter til de mange retssager med kriminelle asylsøgere.

I 2023 blev der gennemdført 15 udvisninger med brug af privatfly med plads til fire passagerer. Alt i alt blev 41 personer udvist – og hovedparten til Tyrkiet.

Share This