Centraleuropæisk indblik: Valgparade i Tjekkiet
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Tjekkiet: Tjekkiet har været og skal igennem en sand ”valgparade”. Frem til 2027, skriver avisen ”Pravo”, skal vælgerne til stemmeurnerne hver eneste år.
Tager vi de nærmeste år, drejer det sig i 2016 om regionalvalg og valg til en del af overhuset, Senatet, i 2017 er der valg til parlamentet, i 2018 præsidentvalg, lokalvalg og valg endnu engang til en del af Senatet. Derefter går det slag i slag.
De mange valg tærer på kræfterne og på partiernes økonomi. Formanden for Socialdemokratiet (CSSD) og ministerpræsident Bohuslav Sobotka, siger, at hans parti i høj grad vil satse på TV-dækning, de sociale medier, direkte kontakt til vælgerne og på ”stærke enkeltpersoner”, kort sagt personfaktoren.
Det største problem er nok, påpeger valgeksperterne i Tjekkiet, at de mange valg skaber problemer for regeringssammenholdet, da partierne er tvunget til at markere en selvstændig profil.
De mange valg kan også skabe ”programtræthed”, da partierne bliver tømt for nye ideer.
Valgdeltagelsen kan også blive et problem, alt afhængig af, hvor vigtigt det pågældende valg bliver bedømt.