Hvad koster koster Ukraines skæbne?

Hvad koster Ukraines orientering mod EU, og hvor meget vil EU betale for at fjerne russisk indflydelse fra Ukraine? Er EU overhovedet parat til at støtte Ukraine økonomisk og politisk mange år frem i tiden til konstant irritation for Putins Rusland?

Kommentar af Ota Tiefenböck

Ukraine: Det er uden tvivl nogle af disse spørgsmål, de europæiske politikere diskuterer i disse dage, hvor EU’s høje repræsentant, Catherine Ashton, endnu engang er i Kijev for at diskutere Ukraines problemer med både den ukrainske opposition og den ukrainske præsident Viktor Janukovitj. Ingen ved, hvad Ashton har med sig i bagagen, men det er så godt som sikkert, at EU er kommet dertil, hvor tilbudet om økonomisk støtte og EU-medlemskab i en eller anden form, ligger som en gulerod i horisonten. Dette er sandsynligt af flere grunde: EU husker for det første 2004 og Orangerevolutionen, hvor EU var alt for tilbageholdende med at tilnærme sig Ukraine. Det var med til at påvirke situationen i landet. Det var med til at svække demokratiet og dermed indirekte med til at føre til den nuværende tilstand. Det ønsker EU ikke at opleve igen. Det anden aspekt i spillet er den moralske forpligtelse. Urolighederne i Ukraine forpligter EU rent moralsk. Nu er man mere eller mindre tvunget til at handle fremfor blot at tale om demokrati og menneskerettigheder. Nu skal holdningerne også underbygges med cool cash.
At binde Ukraine til EU er dog ikke kun et spørgsmål om penge. Projektet vil formentlig også have store menneskelige omkostninger. Ukraine er et land uden demokratiske traditioner, og det vil derfor være voldsomt naivt at tro, at økonomisk støtte fra EU er nok til at få demonstranterne til at forlade Maidan og få landet til at indføre demokrati efter vestligt målestok. Økonomisk støtte til Ukraine vil være begyndelsen på en lang og smertefuld proces med massevis af nederlag undervejs, og det vil kræve EU’s fulde opmærksomhed. Samtidigt vil det forværre forholdet til Rusland.

Hvordan netop Rusland, vil forholde sig, hvis EU støtter Ukraine – og dermed fjerner landet fra russisk indflydelse – er uklart. Hvad gør et dyr, der er presset op i et hjørne? Det kan ingen sige med sikkerhed. For russerne er Ukraine det vigtigste land i det russiske interesseområde. Landet er det største af Ruslands nabolande, og transporten af russisk gas og olie går over ukrainsk territorium. Det territorium vil russerne helst selv kontrollere. Hvis Rusland mister kontrollen over Ukraine, er det så godt som sikkert, at landet også vil miste Georgien og Moldova, som allerede nu er godt på vej i retning mod EU. Det der efterhånden vil være tilbage for Rusland, er de centralasiatiske lande. Det er langtfra nok for Rusland, som gerne vil se sig selv som en stormagt. Et anden bekymrende aspekt for russerne er, at frihed og demokrati i flere tidligere sovjetrepublikker, vil kunne give gode idéer til den russiske befolkning og dermed true den nuværende samfundsorden.
Det er derfor så godt som sikkert, at russerne ikke blot trækker på skuldrene, hvis EU gør tilnærmelser til Ukraine. Rusland vil gå langt for at forhindre EU’s bestræbelser og russerne har mange midler til at gøre livet surt for både EU og Ukraine. Fra de blide former til en militær invasion, hvilket ikke er så utopisk et scenarium, som mange formentlig opfatter det som.

Tilbage til de indledende spørgsmål. Det er svært at svare på dem alle, og det er umuligt at sætte et beløb på, men det er så godt som sikkert, at vi taler om mange penge og mange gode kræfter mange år frem i tiden. Det er ligeledes også så godt som sikkert, at ukrainsk orientering mod EU vil udløse tilstande, som kan komme til at minde om den tidligere opdeling mellem øst og vest og på kort sigt kan gøre situationen i Europa mere ustabil.