STATUS PÅ UKRAINE: SIDSTE CHANCE FOR FRED?

Oprørernes kamvogne ved Debaltsevo  Foto: SouthFront

Oprørernes kamvogne ved Debaltsevo Foto: SouthFront

Af Uffe Gardel

UffeUkraine: ”Jeg mener at det er en af de sidste chancer. Hvis det ikke lykkes os at opnå, ikke bare et kompromis, men en holdbar fredsaftale, så kender vi godt scenariet: Det har et navn, det hedder krig.” Så dramatisk udtrykte Hollande sig i weekenden, oven på nogle dages penduldiplomati. Men der ER jo allerede krig. Og der er absolut ingen udsigt til en holdbar fred.

En holdbar fred ville kræve at Ukraine gav afkald på Donbass og Krim – eller at Rusland gjorde. Ingen af delene kommer til at ske. Hverken Porosjenko eller Putin ville få lov til det af deres baglande.

Hvad er det bedste man kan håbe på? Det er at Merkel, Hollande, Porosjenko og Putin faktisk mødes i Minsk på onsdag og bliver enige om at fastfryse konflikten – ligesom Transdnestr og Abkhasien. Det er til at leve med – men holdbar fred er det ikke.

Og det værste? Det er mere krig.

Så dette er nok sidste chance, men ikke for fred; kun for at undgå endnu mere krig.

Hollande og Merkel frygter i hvert fald, at det er sidste chance for at undgå at USA begynder at levere våben til Ukraine. De mener at det ville optrappe krigen. Men den optrapning ville komme alligevel: Oprørerne taler om at mobilisere 100.000 mand, og det kan de kun, hvis de får hjælp fra Rusland.

Share This