Klyngebomber og landminer – den nødvendige diskussion

Af Peter Tudvad

Debat: Naturligvis er det et politisk spørgsmål, om man vil støtte Ukraines forsvarskamp mod den russiske aggression. Naturligvis er det et spørgsmål om overbevisning, om man tror, Vesten er hel-, halv- eller uskyldig i, at det overhovedet kom til denne aggression. Og naturligvis er det et moralsk spørgsmål, om man synes, krigen skal fortsætte til den bitre ende for at få afgjort, hvor grænsen mellem Rusland og dets forurettede nabo skal gå. Faktum er imidlertid, at krigen for hver dag den fortsætter, koster stadigt flere menneskeliv, ikke våbenproducenternes eller dit og mit liv, men ukrainske og russiske. Sådan er krig, kan man med føje sige, hvorfor man da heller ikke hører argumenter mod den allierede krigsførelse mod Nazityskland, der som bekendt kostede et betydeligt tocifret millionantal menneskeliv. Ondet skulle nu engang kules i graven.

Krig er krig, ja, men fører vi så krig efter princippet om, at hensigten helliger midlet, eller ønsker vi, at der selv under en barbarisk krig må herske visse civilisatoriske mindstestandarder? Mener vi, at krigen, hvis den er retfærdig – altså hvis den ud fra vores synsvinkel kan retfærdiggøres – også retfærdiggør brug af alle de forhåndenværende midler til at hidbringe sejren over den uretfærdige fjende? Er det eksempelvis legitimt at bruge klyngebomber og antipersonelminer?

Det sidstnævnte spørgsmål rejser militæranalytikeren Anders Puck Nielsen i gårsdagens Berlingske: “Jeg tror, det vil blive opfattet som kontroversielt og sikkert også ubelejligt. Men rent militært tror jeg, det er en nødvendig diskussion, vi kommer til at skulle have i Vesteuropa”. Vi bør altså ifølge Nielsen have en diskussion af, om vi ikke bør legalisere brugen af klyngebomber og antipersonelminer af hensyn til de ukrainske chancer for at slå russerne tilbage. Implicit er dette så også en diskussion af, hvorvidt Danmark skal fratræde henholdsvis Oslo- og Ottawa-konventionerne, der netop forbyder parterne at bruge klynge- og antipersonelminer. Det er en diskussion af, om vi vil tillade, at krig af hensyn til målet føres med våben, hvis konsekvenser bedst illustreres med fotos fra første verdenskrigs molesterede krigsinvalider, amputerede lemmer og ligdele en petit.

Når nogen taler om en “nødvendig diskussion” af en mulig legalisering af klyngebomber og antipersonelminer, mener vedkommede naturligvis, at illegaliseringen af dem er forældet og uddateret, legaliseringen derimod tidens fordring, uden hvilken en krig ikke kan vindes – og det skal den, med alle til rådighed stående midler. Dermed har man uvægerligt medtematiseret den eskalation, som andre advarer imod i den aktuelle situation, men ikke bare en eskalation med hensyn til indsatsen af diverse våbentyper, herunder a-våben. Nej, man inkluderer – åbent eller fordækt – også en eskalation af den immoralisering, der er selve grundlaget for at tage barbariske våbentyper i brug. Kun hvis vi tentativt suspenderer vores moralske dømmekraft, kan vi acceptere brugen af våben, der transcenderer moralens grænser. “Hvilke grænser? Hvor ligger de? Hvordan kan du identificere dem?” Ja, det er jo lige præcis den diskussion, jeg i modsætning til Nielsen finder nødvendig. Hvis vi havde ført den, var vi – håber jeg – aldrig kommet i den situation, at vi skulle til at føre den anden, den om opsigelse af konventionerne og oprustning af klyngebombe- og antipersonelarsenalet.