McCarthy’ismen lever og det i bedste velgående

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Debat: Ledende toppolitikere og konforme kommentatorer fører an i det der fra den side bliver udlagt som en global kamp mellem demokratier og autokratier. Det vestlige demokrati, kaldt liberalistokrati eller som “kæmpende demokrati”, er under stigende pres både inde- og udefra. Kampen om den rette sikkerhedspolitik oplevede vi også under den gamle kolde krig, herhjemme i form af fodnote- politikken i 1980erne. Den gamle kolde krig rasede i fulde omdrejninger i begyndelsen af 1950’erne og blev i høj grad forbundet med med Joseph  McCarthy, senatoren i Wisconsin og hans kampagne mod påståede kommunister og mod “anti-amerikansk virksomhed” generelt. Kampagnen tog noget af efter Stalin’s død i marts 1953, men kampagner mod påståede kommunister ophørte aldrig. Eisenhower talte om “campaigns of hate” rettet mod USA. Mange blev sortlistet. Den navnkundige Nelson Mandela blev iflg. den amerikanske forfatter og filosof Noam Chomsky først fjernet fra listen over “terrorister” i 2008, næsten 20 år efter apartheid-styrets fald!

McCarthy’ismen er bestemt ikke død. Den lever i bedste velgående i dag, men nu  i form af ny-McCarthy’isme. Det fastslår Elda Mametov i en spændende artikel i “Responsible Statecraft”. Konforme mainstream kommentatorer og “eksperter” støtter ledende politikere’ synspunkt gående ud på, at et nederlag for Rusland og en sejr for Ukraine er eneste rigtige politik. Kompromis’er, diplomati og forhandlinger er ikke en farbar vej. Kritikere bliver hånet og delegitimeret, ofte kaldt “putinister”. Der findes stærke militaristiske kommentatorer og tænketanke i USA, fx “Atlantic Council”, men bestemt også anderledes tænkende.miljøer. I artiklen nævnes Cato instituttet, “The American Conservative” og “the Nation”, der befinder sig mod venstre. Blandt kritikerne, “dissidenterne” har vi eksempelvis Stephen Walt, John Mearsheimer og Jeffrey Sachs.

I Europa er “the hawkish camp” stærkere. I takt med at kravet fredsforhandlinger i Ukraine vokser blandt vælgerne, er “høgene” blevet mere desperate. Vi oplever det i højeste grad også i Danmark. Mametov nævner Sverige, hvor han har talt med forskere i international politik og i 2022 med rådgiver i Europa-Parlamentet, Ida Stranne. Hun har vovet at gå imod strømmen og spurgt, om den russiske invasion af Ukraine udgjorde en så stor trussel, at Sverige brat måtte skifte kurs og søge optagelse i NATO. Hun mener, at nogle svenske medlemmer af Europa-Parlamentet i 2022 reelt indtog den samme holdning. Stranne mener, at USA lagde en farlig præcedens fra 2001 med invasionen af  Irak og de efterfølgende krige. Stranne er naturligvis blevet stemplet som “putinist”. 

Debatten i Tyskland har også været hård. Her har beskyldningerne i høj grad været rettet mod den tidligere “Ostpolitik” gående helt tilbage til Willy Brandt og mod den linje, der blev lagt i de år, hvor Angela Merkel var tysk kansler. Johannes Varwick fra Halle-Wittenberg universitet taler for mere og bedre brug af diplomati og peger på faren for storkrig i Europa. Han er også anklaget for at tjene russiske interesser. Varwick foretrækker en “realistic negotiated solution”. Ukraine bør være neutralt og samtidig hermed opnå “stærke sikkerhedsgarantier”. Territoriale ændringer er uundgåelige midlertidigt. Sanktioner mod Rusland bør udfases, forudsat Rusland er med på en aftale. En aftale tæt herpå var på bordet i 2022 og også ret tæt på at blive vedtaget. Under den “kolde krig 2.0” må arbejdes for sameksistens uden permanent eskalation. 

Det ellers neutrale Østrig er heller ikke fri for ny-McCarthyisme, siges det i artiklen i “Responsible Statecraft”. Professor Gerhard Mangott, der regnes for en af de ypperste Rusland-kendere tør sige, at Rusland, Ukraine og Vesten havde et ansvar for, at konflikten i Ukraine ikke blev løst fredeligt efter Maidan og annekteringen af Krim, dvs. i årene efter 2014. Han er som konsekvens udelukket fra det videnskabelige miljø.

Artiklen i “Responsible Statecraft” burde mane til eftertanke (også) blandt liberalistokrater og “kæmpende demokrater”. Det sker nok ikke foreløbigt, desværre.