Russiske angreb i Ukraine ødelægger landets energiforsyninger, men der er alligevel noget at glæde sig over
Af Ota Tiefenböck
Debat: Russiske styrker har i de seneste dage rettet store angreb mod Ukraines energiforsyninger. Fredag morgen meldes der igen om angreb på adskillige ukrainske regioner. Angrebene med missiler og droner er hovedsageligt rettet mod Ukraines energiforsyninger.
Ukraines største energiselskab, Ukrenergo, samt energiminister Herman Halusjtjenko siger ifølge Berlingske, at angrebet er »massivt« og »omfattende« og bekræfter, at det er rettet mod energi-infrastrukturen. Alt tyder på, at Ukraine går svære tider i møde, og at denne vinter bliver mildt sagt svær for ukrainerne.
Midt i elendigheden har ukrainerne dog alligevel noget at glæde sig over. Den 10. december blev nemlig Danmarks tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod bestyrelsesmedlem i Ukrenergo, som spiller en afgørende rolle for Ukraines energisikkerhed. Jeppe Kofod er fra sin tid som Danmarks udenrigsminister kendt for klare holdninger, hvor han altid “på det alvorligste har understreget” over for Rusland, at Ruslands krig mod Ukraine er “uacceptabel”. Mon ikke, at hans mange evner også vil være medvirkende til, at Ukraine får løst de store udfordringer, som landet står over for på energiområdet?