Scholz taler med Putin om fred i Ukraine. Han åbner Pandoras æske, siger Zelensky
Tyskland/Rusland: Den tyske kansler Olaf Scholz ringede fredag til Ruslands præsident Vladimir Putin. I samtalen opfordrede Scholz ifølge tyske og internationale medier Putin til at afslutte krigen i Ukraine gennem retfærdige og varige fredsforhandlinger.
“Jeg talte med præsident Putin i telefon og opfordrede ham til at afslutte Ruslands angrebskrig mod Ukraine og trække dets tropper tilbage. Rusland skal vise viljen til at forhandle med Ukraine – med det formål at opnå en retfærdig og varig fred,” skrev den tyske kansler på det sociale netværk X. Talsmanden for den tyske regering sagde, at kansleren i sin samtale med Putin understregede “Tysklands urokkelige vilje til at støtte Ukraine i dets forsvar mod russisk aggression, så længe det er nødvendigt.”
Kreml understregede på den anden side, at enhver aftale skal afspejle Ruslands sikkerhedsinteresser og den “nye territoriale virkelighed”, skriver bl.a. Reuters. Ifølge Kreml indledte var det Tyskland, der tog initiativ til telefonopkaldet, som angiveligt foregik som en “detaljeret og ærlig udveksling af synspunkter om situationen i Ukraine.”
Scholz’ telefonopkald med den russiske præsident vakte stærke reaktioner på den internationale scene. Scholz blev særligt kritiseret af den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky, som advarede om, at dialogen med Putin kun svækker Ruslands internationale isolation. Zelensky oplyste, at han var informeret om telefonopkaldet på forhånd af den tyske kansler. Han mener dog, at telefonopkaldet åbner “Pandoras æske”. ”Der kan være flere samtaler og telefonopkald nu. Bare en masse ord. Og det er præcis, hvad Putin har stræbt efter i lang tid,” sagde Zelensky. ota