Boganmeldelse: “Bomber for Stalin”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: “Bomber for Stalin” er en historisk fortælling. Formålet er at kaste nyt lys over de dramatiske begivenheder, der fandt sted før, under og efter 2. verdenskrig, og som udspillede sig i den kommunistiske kamp mod Hitler-Tyskland og Mussolinis Italien. Bogen omtaler på spændende vis de mange involverede personer. I Danmark smuglede modstandsgruppen fra midten af 1930erne tidsindstillede bomber ombord på skibe, også civile. Alt sammen skete på vegne af Stalins Sovjetunionen. Planen var, som beskrevet (s.8) at svække nazisternes og fascisternes maritime infrastruktur. Skytset blev eksempelvis retttet mod DFDS-skibet “United States”.

De aktionerende frygtede, at den italienske køber af skibet ville bruge det som troppeeksport i Benito Mussolinis kolonisation af Etiopien (s.23). Derudover blev skytset rettet mod det polske passagerskib “Batory (s.105), der sejlede mellem Gdynia og New York trawlereen “Albrego” (s. 144) samt det tyske fragtskib “Claus Bøge”.

Til at opbygge og drive organisationen rekrutterede NKVD, den sovjetiske efterretningstjeneste, i 1935 en garvet tysk kommunist, Ernst Wollweber. Under 1. verdenskrig havde han bidraget til Novemberrevolutionen og blev derefter en af pionererne i det tyske kommunistparti. Han blev gift med nordmanden Ragnhild Wiik i 1935, der var aktivt engageret i interklubben i Oslo. Netværket og cellerne fungerede i alle nordiske lande. Aktionerne mod skibvene skal ses i international kontekst, med udviklingen i Tyskland og Italien og, ikke at forglemme Sovjetunionen. Molotov-Rippentrop- aftalerne i 1939 og Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 inddrages, og af gode grunde.

Bogen tager sin begyndelse i Københavns Havn en efterårsdag i 1935 og følger hovedpersonernes virke og skæbne i årene derefter. Medlemmernes aktiviteter er levende beskrevet. Kommunikationen foregik ofte gennem breve sendt til en dækadresser og i koder. Forfatteren har inddraget et meget omfattende kildemateriale samt øjenvidneskildringer og reportager fra samtidens aviser og krydret med et fint billedmateriale. Wolweber og kredsen omkring ham så op til den tyske socialist Karl Liebknecht, der var ivrig krigsmodstander i 1914 og sammen med Rosa Luxemburg kom til at stå fadder til det tyske kommunistparti. Senere, i 1930erne måtte Wollweber og andre kommunister arbejde under jorden. Læseren får en liste over de mindst 24 angreb på skibe, en tidslinje og omtale af de vigtigste personer. De tidsindstillede bomber kunne ramme så voldsomt, at skibene gik til bunds. Dødstallet mindst 10 mennesker, i virkeligheden sikkert højere.

Blandt andre nøglefigurer finder vi Kaj Gejl, Gustav Longfors, Richard Jensen og Maxim. Sidstnævnte var højtstående officer i den sovjetiske efterretningstjeneste NKVD, den finansielle mototor og opdragsgiver bag Ernst Wollwebers sabotagevirksomhed. Fra 1935-1938 var Maxim identisk med Jakov Serebrjanski, derefter med Pavel Sudoplatov (s.13). Kaj Gejl var første medlem af den danske celle og udset til at lede cellen i København. Fik derefter til opgaven at smugle de tidsindstillede bomber ombord på skibene. Han stod til søs allerede som 15-årig og blev af en ældre kammerat på et handelsskib introduceret til kommunismen.

Gustav Longfors var leder af den danske celle efter “Conrad” og blev det formelle bindeled mellem Wollweber og de øvrige medlemmer af organisationen i Danmark. Richard Jensen bliver af gode grunde også omtalt meget i bogen. Han var leder af fagforeningen Søfyrbødeforbundets afdeling i København og medlem af Borgerrepræsentationen for Danmarks Kommunistiske Parti /DKP), og var organisatorisk bindeled mellem Ernst Wollweber og de danske medlemmer. Richard Jensen var også involveret i at smugle våben og frivillige til Spanien for at støtte den republikanske regering (s.32). En væsentlig person og et problem for gruppen var kriminalassistent og senere politikommissær C.M. Bjerring, leder af Københavns opdagelsespoliti Afdeling C. Han deltog med stor iver i efterforskning og blev en afgørende figur i optrevlingen af den danske celle. Han udtalte sig ofte til journalister i større kriminalsager og også om sabotager mod skibe (s.117). Det gjorde ham populær i pressekredse.

Det kommunistiske parti (DKP) bakkede ikke op om sabotagen mod skibene, i hvert fald ikke officielt. I et indlæg i Arbejderbladet erklærede DKPs formand Aksel Larsen, at partiet ingen aktier havde i sabotagen. De var, som han sagde, udført som en provokation af “trotskister, stikker, Gestapo-agenter og nazister”. med de klare formål at miskreditere partiet. I årevis havde Richard Jensen været en torn i øjet på partiformanden (s.150-151). Over for politikommissær Bierring sagde han under et forhør, at Richard Jensen opførte sig “mærkeligt” og “nervøst”. Under en afhøring i 1941 erklærede Aksel Larsen, at DKP selv havde iværksat en undersøgelse af, hvem der havde bombet trawlere i Frederikshavn (s.220). Han sagde, at formodninger om skyldige var rettet mod bl.a. Richard Jensen. Efterfølgende tilgav Richard Jensen aldrig Aksel Larsen denne vidneforklaring. Iflg. ham havde partiformand stukket ham til myndighederne, slet og ret. Myndighedere var bundet af antikommunistloven. iflg. hvilken sabotagehandlingerne blev gennemført for at fremme Sovjetunionens, ikke danske interesser. Aksel Larsen undgik efter vedtagelsen af “Lov om Forbud mod Kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed” kun med nød og næppe at blive anholdt (s.225). Andre kommunister blev anholdt og anbragt i fx Vestre Fængsel eller i Horserødlejren. Aksel Larsen gik under jorden. Udenrigsminister Erik Scavenius rejste den 25. november 1941 til Berlin for at mødes med Adolf Hitler. Her satte han sin underskrift på det dokument, der forpligtede Danmark til at bekæmpe den “bolsjevistiske verdensfjende” i alle dens former (s.227).

Under besættelsen blev mange aktivister fængslet. I en del tilfælde forsøgte fangerne at flygte. Ikke alle slap med livet i behold. Politikommissær Bjerring gik under jorden, da de tyske besættelsestropper i september 1944 skred til anholdelse af det danske politi (s.260). Ernst Wollweber avancerede efter krigen til at blive transportminister i DDR i 1949 og i 1953 overført til ministeriet for statssikkerhed (Stasi). Efter fire år på posten blev han fjernet og røg ud i kulden (s.275). Han døde pludseligt af et hjerteanfald i 1967 og ligger begravet på kirkegården Zentralfriedhof Friedrichsfelde i Berlin (s.267). Kaj Gejl forsvandt efter krigen ud af det faglige arbejde blandt søfolkene og blev i stedet bestyrer af et trykkeri. Han døde som 76-årig i 1992. Han nedskrev sine beretninger, men intet forlag vovede bringe dem i bogform. Gustav Longfors blev efter krigen benådet af justitsministeriet. Han døde, inden myndighederne nåede at behandle hans klage. Richard Jensen vendte efter besættelsen tilbage fra Malmø og genindtrådte som formand fra Søfyrbøderforbundets Københavner-afdeling Han forsøgte flere gange at få domstolene til at genoptage sin sag om fængsling i forbindelse med Wollweber-sagen. Han døde i 1974. Ernst Wolwebers norske hustru, Ragnhild Wiik blev i 1941 anholdt af Gestapoo i Oslo. Hun genså aldrig Ernest Wollweber.

“Bomber for Stalin” er bestemt en læseværdig bog, velskrevet og bestemt spændende at læse. Som barn i 1950erne oplevede jeg de voksnes diskussioner om besættelsestiden og modstandsbevægelsen. Jeg var flere gange til møder, hvor Aksel Larsen holdt tale. I 1958 grundlagde han SF. Kommunisternes aktioner under besættelsen har ikke været meget omtalt. Det kan skyldes, at ret få døde. Kommunister herhjemme var generelt ilde set, frem for alt da den kolde krig brød ud efter krigens afslutning og helt frem til 1991.

Thomas Hee, “Bomber for Stalin, da København var centrum for kommunistisk terrror”, Købernhavn, Lindhardt og Ringhof, 2024, 303 sider