Hvorfor er salget af luksusbiler steget i Ukraine?
Af Michael Skovgaard
Ukraine: I en tidligere artikel har vi beskrevet, hvordan salget af luksusbiler var steget med over 100 procent i 2023 sammenlignet med 2022.
Ifølge flere østrigske medier er forklaringen, at mange ukrainere har solgt fast ejendom og købt luksusbil i stedet som „sikker“ investering i en usikker tid på grund af krigen.
I Wien har man således siden krigens start observeret et stort antal luksusbiler på ukrainske plader, som står parkeret i hovedstaden i længere tid.
Derudover er der tale om ulovlig handel og eksport til Rusland via Ukraine. Ifølge Bild Zeitung solgte en 45-årig mand fra Lviv 45 luksusbiler videre til Rusland i 2023. Bilerne var indkøbt i Ukraine, men blev sendt videre til kunder i Rusland via Belarus. Blandt kunderne var chefer for Gazprom og tv-stationen RT. Manden blev senere anholdt, og yderligere 40 biler blev beslaglagt af de ukrainske myndigheder.
Ukrainernes køb af luksusbiler har givet anledning til debat i både Tyskland og Østrig. I Tyskland mener oppositionspartiet CDU, at man bør se nærmere på, om ukrainske flygtninge har ret til understøttelse i form af den såkaldte „Bürgergeld“, hvis de samtidig ejer en luksusbil til 70.000 euro. Hermed en aktuel pendant til den danske såkaldte „smykkelov“.
Indtil nu har der været flere eksempler på, at ukrainere reelt har pendlet mellem Ukraine og Tyskland for at modtage understøttelse – op til 2.500 euro per måned for en familie på fire. Den trafik stopper formodentlig nu, hvor Ukraine skærper mobiliseringsloven.
Selv om våbenføre mænd reelt ikke har måttet forlade Ukraine, er der lige nu 750.000 ukrainske mænd i hele EU, heraf 200.000 alene i Tyskland. Ukraine har brug for mindst 500.000 nye soldater. Ifølge Deutschlandfunk har Ukraine opfordret EU-lande til at fratage ukrainske flygtninge sociale ydelser for at tvinge dem til hjemrejse.