Centraleuropæisk indblik: Centraleuropa vil hjælpe Ukraine

Visegrad landene

Visegrad landene

Af Søren Riishøj, lektor i Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Ukraine/Polen/Tjekkiet/Ungarn/Slovakiet: Ukraines præsident og regering mangler ikke gode råd om, hvordan landet kan bevæge sig op af den økonomiske afgrund og fremme europæiske demokratiske værdier.Centraleuropa byder sig ligeledes ind. For nogen tid siden afholdte præsidenterne Milos Zeman fra Tjekkiet, Bronislaw Komorowski fra Polen, Andrej Kiska fra Slovakiet og Janos Ader fra Ungarn et rundbord med Ukraines Petro Poroshenko. De centraleuropæiske præsidenter mener, at der er rigtig meget, Ukraine kan lære af Visegrad-landene.

Alle fire lande har i løbet af de sidste 25 år overvundet mange forhindringer og har været i stand til at ændre deres økonomi, statsadministration og andre sektorer, således at landene i 2004 kunne optages som fuldgyldige medlemmer af EU.

Men hvilke råd kan Visegrad-landene helt konkret give til Ukraine? På et opfølgende ekspertmøde, arrangeret i Kijev af ”Democratic Initiatives Forundation”, henviste Grigoriy Meseznikov fra det slovakiske Institut for Offentlige anliggender til Slovakiets succesfulde decentraliseringsreform. En problemstilling som er et vigtigt emne for Ukraine lige nu.

400 forskellige funktioner, blandt andet inden for sundhedsvæsnet og uddannelse, blev her overdraget til lokale myndigheder. En reform som utvivlsomt mindskede spændingerne mellem ungarere og slovakker i Slovakiet og en reform, som også indeholdt en reform af skattesystemet.

Polen kan, sagde Bartosz Radzikowski fra den liberale tænketank CASE, tilbyde erfaringer med en succesfuld økonomisk transformation. Fra 2004 til 2014 steg de polske husholdningers indkomst med ikke mindre end 45 procent., og arbejdsløsheden blev halveret. Også privatiseringerne, sagde han, er gennemført således, at den økonomiske vækst blev øget.

Vaclav Krisz fra Centret for Europæisk Politik i Tjekkiet, understregede betydningen af forandringer i statsadministrationen og NGO`ernes muligheder for at kontrollere og fremme ”transparancy” i den offentlige administration.

Endelig påpegede Csaba Pap fra den ungarske ambassade i Ukraine betydningen af EU integrationen og samarbejdet herom mellem de centraleuropæiske lande, og her har Visegrad-landene en forpligtelse til at hjælpe Ukraine med at drage nytte af de erfaringer, de fire centraleuropæiske lande har opnået siden 2004.

 

Om Ukraine så vil være i stand til at betræde den centraleuropæiske vej og i de kommende år skabe velstand, fred og forsoning på hjemmefronten vil tiden vise.

Share This