Afghanistan – Ukraine t/r

Af Peter Tudvad

Debat: “Hovedlinjen i den amerikanske politik bestod i at obstruere diplomatiske tiltag, sætte fredssøgende kræfter ud af spillet, forhærde krigsviljen og uforsonligheden hos vores krigspartnere, fastholde alle aktører på krigssporet og – med tilsætning af massiv våbenbistand, træning af titusindvis af kombattanter og et storstilet program for indførsel af fremmedkrigere – således trække Sovjetunionen dybere ned i krigens sump.”

Sådan beskriver forfatteren af den artikel, jeg her linker til, den såkaldte Afghanistan-model, som Hillary Clinton har anbefalet som strategi under den nuværende krig i Ukraine. Artiklen er sine steder svært polemisk, men sandt for dyden heller ikke uden brod. Man kan lade sig forarge af polemikken, men ikke af forfatterens forsøg på trods den offentlige oppinions ensporethed at udpege andre veje til fred end akkurat Afghanistan-modellen. Særligt velegnet til løsning af Ukraine-konflikten synes bemeldte model i hvert fald ikke at være – også fordi der er væsentlige forskelle på situation i 1980’erne og den akutte i 2020’erne:

“Vi har endnu ikke noget FN-spor for løsning af Ukraine-konflikten, og det er ikke sikkert, at vores ”regelbaserede internationale orden” overhovedet kan rumme den slags antikverede processer.

Vores regeringer har ikke nogen ”kosmetiske og taktiske grunde” til at involvere sig i diplomatiske processer, for vi har ikke nogen vestlig opinion, der vil belønne det.

Det er nærved utænkeligt, at vi, endda blot proforma, ville acceptere diplomatiske indrømmelser såsom at afbryde militærbistanden til Ukraine til gengæld for russisk tilbagetrækning; det er bestemt ikke dette afgørende element i Afghanistan-modellen, der varmer hjerterne hos modellens tilhængere. Det er endnu mere utænkeligt, at vi ville overveje neutralitet for ”frontlinjestater” i den vestlige magtblok.”