Øst- og Centraleuropa, post-kommunistiske partiers tilbagegang og fald

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Øst- og Centraleuropa: I 1990erne fik (eks)kommunistiske partier hurtigt come-back i en del central- og østeuropæiske lande. Det gamle system havde trods alt haft en vis støtte i befolkningerne, efter 1989 frem for alt blandt dem der gik mærkbart ned i levestandard under overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. Det skriver ”Emerging Europe” i en analyse (2.12.2021).

Det kommunistiske parti i det daværende Tjekkoslovakiet (KSCM) blev pænt repræsenteret i parlamentet, med over 10 pct. af stemmerne til trods for at partiet ikke var reformeret ret meget. Ved det første frie valg i Polen i 1990 fik kommunister og deres allierede op mod 25 pct. af stemmerne. Ved valget i 1994 erobrede ”post-kommunisterne” repræsenteret ved venstresammenslutningen SLD regeringsmagten. Og i 1995 vandt eks-kommunisten Aleksander Kwasniewski overraskende præsidentvalget over Solidaritets Lech Walesa. I Litauen vandt eks-kommunisterne, nu kaldt socialdemokrater, valget i 1994. Socialistpartiet (MSZP) blev regeringsbærende også i Ungarn, var regering med det liberale parti.

Efter årtusindeskiftet blev forholdene meget anderledes. Nye alternative partier dukkede op. Ved de seneste valg led de kommunistiske, nu typisk erklærede socialdemokratiske partier igen tilbagegang. I Tjekkiet mistede Andrej Babis regeringsmagten, da kommunisterne (KSCM) og Socialdemokratiet (CSSD), begge støttepartier, mistede alle pladserne parlamentet. Kun 3.6 pct. af vælgerne støttede KSCM. I Bulgarien havde Socialdemokratiet (BSP), også et efterfølgerparti, et dårligt valg i november, det tredje i 2021. I 2017 havde partiet en stemmeandel på 27 pct., ved valg i november kun 13 pct. Også Socialistpartiet (MSZP) i Ungarn er styrtdykket i vælgeropbakning.

Den tyske politiske analytiker, Michael Dauderstädt peger på flere årsager. Frem for alt har vi fået fremvæksten af nye populistiske partier. De har et langt stykke overhalet eks-kommunisterne i social- og fordelingspolitik. Væksten var begyndt allerede før optagelsen i EU i 2004. Optagelsen i EU førte ikke til den fremgang i levestandard, som mange forventede. Tværtimod fik vi finanskrisen i 2008-09. I Tjekkiet fik vi Babis’ parti ANO (betyder ”Ja”) og det stærkt populistiske SPD (”Frihed og Direkte Demokrati”) i parlamentet. Faldet i støtte til eks.kommunister og kommunister kan opfattes som positivt. Men vi har opleveret vækst i identitetspolitik og autoritære og nationalistiske holdninger.

Eksperter peger på, at nye populistiske protestpartier typisk har haft en kort levetid. Helt udelukke mulige come-back for de eks-kommunistiske partier kan vi ikke. Meget afhænger naturligvis af konkurrencen fra de andre opstillede partier. Flere ”mainstream” partier har indoptaget populistisk politik. Det har også betydning. De eks-kommunistiske partier har som regel ret stabil organisation og i forhold andre partier ret mange aktive partimedlemmer. Vi vil derfor næppe opleve, at de tjekkiske socialdemokrater (CSSD) og kommunisterne (KSCM) ikke kan eller ikke vil stille op ved valg, det være sig landspolitiske eller lokale. De kan meget vel få politisk come-back, hvis regeringer svigter