Hvad skal vi med Rusland?

Af Ota Tiefenböck

Rusland/Ukraine/EU: EU sanktionerne gør ikke kun ondt i Rusland. De gør også ondt i selve EU, hvor de for alvor er med til at splitte det Europa, som blev forenet i 2004, da de øst- og centraleuropæiske lande blev medlemmer af samarbejdet.

Mens Polen og de baltiske lande bakker op og er nærmest rabiate i deres udtalelser omkring sanktionerne mod Rusland, opfordrer de centraleuroæiske lande Tjekkiet og Slovakiet til besindighed. Den tjekkiske præsident Milos Zeman er nærmest forstående over for Rusland. Ungarns premierminister Viktor Orbán er helt åbent imod sanktionerne. Han lægger ikke skjul på, at han ønsker at tiltrække russisk kapital til landet, som blandt andet skal finansiere to nye reaktorer i det ungarske atomkræftværk Paks og den russiske gasrørledning South Stream – og ser ud til at ville blæse på, at EU har bedt sine medlemslande om at sætte rørledningen i bero.

Men sanktionerne vækker heller ikke begejstring i det sydlige Europa. I Italien kalder lederen af Lega Nord, Matteo Salvini, sanktionerne for et ”kæmpe fjolleri” [great foolishness]. I EU-kandidatlandet Serbien vil man under ingen omstændigheder vedtage sanktioner mod Rusland, men forsvarer tværtimod alt, hvad Rusland og landets præsident Vladimir Putin gør. ”Europa er i krig med Rusland,” siger den litauske præsident på den ene side, mens den serbiske premierminister Aleksandar Vucic konstaterer: ”Serbien er Ruslands bedste ven.”

25 år efter murens fald er Europa ved at blive splittet igen.. Årsagen er ikke blot Rusland og det aktuelle russisk-europæiske forhold. Af betydning er den brogede europæiske historie, herunder folkemord og en lang række umenneskelige forbrydelser. Historien fylder meget – fx i Polen og de baltiske lande, hvis yderliggående tilgang til Rusland ind i mellem synes at være ud af proportioner og direkte kontraproduktiv. Det er tvivlsomt, hvorvidt rabiate udtalelser, opfordringer til hård behandling af Rusland samt militær oprustning, er den bedste måde at løse problemerne på.

Det er umiddelbart svært at se, hvad der får de vesteuropæiske lande til at tro, at de kan banke Rusland på plads ved at stoppe for eksport af fransk champagne eller dansk rullepølse. En god økonomi er en vigtig del af livet i de fleste lande, men langtfra den eneste. Tryk avler modtryk – ikke mindst i Ruslands tilfælde, hvor den russiske nationale stolthed spiller en vigtig rolle. Vesteuropæerne ved ikke meget om Rusland og det russiske sind, men et hurtigt blik på den russiske historie fortæller meget – fx kapitlerne om Anden Verdenskrig, tvangskollektiviseringen i USSR eller gulag-arbejdslejrene, viser ganske klart, at russerne kan holde sammen i svære tider og overlever selv det umulige.

Det, der dog svækker EU og sanktionerne yderligereDET, er at Europa, uanset hvilken politisk linje man vælger at anvende, ikke står sammen og ikke er fælles om den beslutning, der er blevet truffet. I den situation kan de europæiske sanktioner nemlig gøre mere skade end gavn og ende med en splittelse af Europa igen, i værste fald med en koldkrig og tiden før murens fald.

Det er tvivlsomt, hvorvidt EU’s 28 lande overhovedet er i stand til at tale med én stemme, uden slinger i valsen, da mulighed for kritik er en af EU`s grundlæggende demokratiske rettigheder. Den eneste løsning er formentlig en større inddragelse af Rusland i den fælleseuropæiske familie, men denne mulighed ser ud til at være forpasset og formentlig er helt umulig i den nuværende situation, hvor flere og flere vestlige ledere, senest den britiske premierminister David Cameron, truer med større og større isolation af Rusland.