Tyskerne er skeptiske over for AstraZeneca vaccine og møder ikke op til vaccination. Skal Merkel først i køen?
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Vaccinationerne mod covid-19 er så småt gået i gang i Tyskland, men mange bliver ganske enkelt væk. En af årsagerne skulle være bivirkninger ved AstraZenecas vaccine – det skriver flere tyske medier.
I den lille delstat Saarland blev over halvdelen af 200 udsete læger og sygeplejersker væk fra første vaccination. De lokale sundhedsmyndigheder udtaler, at det kniber med accepten af AstraZeneca-vaccinen, men at en vaccination ikke er en „ønskekoncert“, hvor man selv kan vælge sin vaccine efter mærke.
Samme billede tegner sig i Sachsen, hvor der i den forløbne uge blev stillet 4000 vacciner til rådighed, men onsdag var 2500 tider endnu ikke blevet booket. Fænomenet er udtalt i provinsområder, hvorimod stort set alle tider i storbyerne Leipzig og Dresden er blevet besat.
Det noteres, at samtalen med lægen forud for vaccinationen tager længere tid end normalt, når der er tale om AstraZenecas vaccine. Desuden har enkelte hjemmeplejetjenester nægtet at lade de ansatte få denne vaccine.
Der er flere meldinger om uønskede bivirkninger ved AstraZenecas vaccine i form af kvalme, feber og hovedpine, hvilket har fået mange nyligt vaccinerede i sundhedssektoren til at melde sig syge – og dermed forsinkes planlagte vaccinationer, da man mangler personale til at udføre dem.
I Sachsen har man indtil nu vaccineret med 1.281 doser af denne vaccine. 36.000 er leveret, og fredag ankommer der 50.000 mere. Og planen er, at 72.000 doser mere bliver leveret om 11 dage.
Den udbredte skepsis har fået partiet FDP til at foreslå, at kansler Merkel og forbundspræsident Steinmeier kommer forrest i køen og lader sig vaccinere til offentlighedens skue med AstraZenecas vaccine for at styrke tilliden til præparatet.
Tyskland er ikke det eneste europæiske land som melder om problemer med AstraZeneca vaccinen. Også Frankrig og Sverige rapporterer om alvorlige reaktioner på AstraZeneca-vaccinen, som angiveligt forårsager problemer ved vaccinering af sundhedspersonale. Der er rapporteret, at nogle af de vaccinerede lider af høj feber eller utilpashed, og disse bivirkninger vedvarer i flere dage. Selvom disse bivirkninger er kendte, er de nu begyndt at komplicere situationen på hospitaler rundt omkring i landene. I nogle områder er man stoppet med at vaccinere sundhedspersonale med vaccinen eller har ændret vaccinationsplanerne på hospitaler.
AstraZeneca bekræfter problemer med vaccinen. “Det ser ud til, at der er flere bivirkninger, end vi havde forventet. Baseret på undersøgelser forventede vi, at kun omkring ti procent af de vaccinerede får disse bivirkninger, ”siger medicinsk chef for AstraZeneca Andres Heddini.