Tyskland snart klar med corona-vaccine, men et polsk firma bliver måske hurtigere
Af Michael Skovgaard
Tyskland/Polen: Ifølge egne oplysninger har tyske forskere opdaget højt virksomme antistoffer mod coronavirus. På Charité-hospitalet og Centret for Neurodegenerative Sygdomme i Berlin følger man udviklingen af en „passiv“ vaccination. På den måde kan der dannes antistoffer, som yder beskyttelse mod virusen, men også mildner symptomer hos coronapatienter – det skriver nyhedsmediet „Focus“.
Forskerne isolerede godt 600 antistoffer fra blod fra personer, som var kommet sig over sygdommen. Med det som basis kunne man udvikle meget virksomme kunstige antistoffer. Ifølge forskerne binder de sig til virusen og forhindrer, at den trænger ind i celler og formerer sig.
Forsøg på hamstere skulle have påvist, at det virker, da de kun udvikler milde symptomer. Og efter en forebyggende vaccination blev hamsterne slet ikke syge. Forskerne arbejder sammen med firmaet Miltenyi Biotec (red: Det er et svensk firma med base i Lund, men det er ikke nævnt i den tyske artikel.)
Forskellen i forhold til en aktiv vaccination skulle være, at der indgives færdige antistoffer, som nedbrydes efter et stykke tid. Normalt virker en passiv vaccination ikke lige så godt som en aktiv. Men virkningen kommer med det samme i modsætning til en aktiv vaccine, som skal have tid til at virke. Virkningen er derfor, at symptomer mildnes med det samme, og der er tilsyneladende en præventiv effekt.
Tyskerne er dog ikke alene på denne front. Allerede i august meldte det polske firma Lublin Biomed, at man arbejdede i samme spor.
Nu skriver flere polske medier, at firmaet har et medikament klar, som kan tages i brug om få måneder. Der skulle således være fremstillet 3.000 ampuller med immunglobulin, som skal anvendes i kliniske forsøg i Lublin, Bytom, Bialystok og Warszawa.
I lighed med det måske kommende tyske produkt er det polske medikament baseret på blodplasma fra patienter, som var kommet sig efter sygdommen.