Boganmeldelse: Frygtens logik

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Boganmeldelse: I dag lever vi iflg. manges mening i en ny ”kolde krig”, mellem Vesten/USA og Rusland/Kina. Og som under den gamle kolde krig er der stærkt delte meninger i Vesten om, hvilken politik og strategi, der er den rette.

Forholdet mellem USA og Europa er lige nu ikke godt. Det spændte forhold mellem Vesten og Rusland har skabt et strategisk ”partnerskab” mellem Rusland og Kina og med Kina som den absolut klar stærkeste magt, i hvert fald økonomisk. Hvordan kan vi ændre dette? Vi kan afgjort drage lære af den gamle kolde krig. Derfor skal hilses endda meget velkomment, at vi på bogmarkedet har fået en dybtgående over 500 sider lang analyse af den gamle kolde krig. 1. bind dækker årene frem til 1961. Et senere 2. bind vil behandle tiden efter. Bogen er skrevet af professor Poul Villaume, professor dr.phil i samtidshistorie ved Saxo-instituttet.

Studier af historien drejer sig i virkeligheden i høj grad om nutiden, at legitimere en bestemt udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk strategi. At bedrive seriøse kildestudier kan under de forhold være svært. Boganmeldere vurderer meget ofte bøger, ikke ud fra faglige synspunkter, men ud fra politiske. Villaume omtaler selv problemet (s.16). 30 år efter, skriver han rigtigt, er den kolde krigs historie stadig kontroversiel og omdiskuteret, både blandt faghistorikere og i den offentlige debat.

Her i Danmark har debatten til tider antaget skingre former, siger han. Ingen historiker er værdifri eller forudsætningsløs. Villaume gør rede for egne forudsætninger. I sine unge dage, under Mao Zedong blev han en del af det ”nye venstre”. Men i den periode besøgte Poul Hartling som bekendt Mao og førte angiveligt samtaler med ham på et ”højt niveau”. Da Mao døde, skrev også borgerlige aviser respektfulde nekrologer om ham. Senere inviterede det officielle Danmark skam Nikolai Ceausescu, Rumæniens brutale diktator på officielt besøg. At han førte en selvstændig politik i forhold til Moskva var afgjort den vigtigste årsag til besøget. Geopolitik havde første prioritet, ikke menneskerettigheder. Kort sagt, politiske vildfarelser finder vi bredt hen over det politiske spektrum, både på højre og venstre fløj af det politiske spektrum.

Selv var jeg i mine unge dage fascineret af den alliancefri bevægelse, af titoismen og Prag-forårets socialisme med et ”menneskeligt ansigt”. Det var mit politiske valg. Ganske som andre var (og er) jeg ikke værdifri. Den ”alliancefri” tilgang til international politik gjorde det muligt, syntes jeg dengang, på samme tid at bekæmpe eksempelvis apartheidregimet i Sydafrika og Pinochet’s diktatur i Chile og yde aktiv støtte demokratibevægelserne i de central- og østeuropæiske lande, fx Charta 77 i Tjekkoslovakiet og Solidaritet i Polen.

Studier af den kolde krig er påvirket af, hvilken ”skole”, forskeren hører til. Som Villaume skriver (s.74) havde vi under den gamle kolde krig groft sagt fire: den traditionalistiske skole, som dominerede i 1950erne, og som i sine tolkninger og politik var tæt på de amerikanske og andre ledende vestlige regeringers officielle politik.

I løbet af 1960erne voksede den såkaldte revisionistiske skole sig stærk under indtryk af Vietnam krigen og studenteroprøret. ”Revisionister” var stærkt kritiske over for USA’s udenrigspolitik efter 1945, som de anså for drevet primært af økonomiske monopolkapitalistiske interesser.

Og endelig fik vi den postrevisionistiske skole, der indoptog de mest holdbare resultater fra de to andre skoler, men lagde mindre vægt på krigsskyldsspørgsmålet og på de to supermagters, USA og Sovjetunionens ansvar til fordel for en øget fokusering på, hvordan interaktionen mellem østblokkens og vestblokkens handlinger gensidigt påvirkede konfliktens optrapning og dens opretholdelse i og uden for Europa.

Villaume selv lægger sig i forlængelse af denne postrevisionistiske strømning (s.75). Mange fra den traditionalistiske skole finder helt sikkert Villaume alt for kritisk over for Vestens handlinger. Det er de i deres gode ret til, men i et demokrati burde der være plads og respekt for andres holdninger. Bedømt ud fra faglige kriterier er der skrevet fremragende bøger af forskere inden for alle de tre omtalte skoler.

Hovedvægten i Villaumes fremstilling er på perioden fra 1940 og især fra 1945 og frem til 1961. I et kommende bind fortsætter Villaume som sagt med analyse af udviklingen efter 1961, året for Berlin-muren. For at forstå den kolde krig efter 2. verdenskrig får læseren i et indledende kapitel (fra s.23) et kort 20 sider bredt overblik over udviklingen i mellemkrigsårene frem til 1940 med omtale af fredsafslutningen efter 1. verdenskrig, den russiske revolution og magtkampene i det kommunistiske parti (Lenin, Trotsky og Stalin), modsætningen kommunisme-kapitalisme, nazisme, fascisme, den spanske borgerkrig, Japans militære aggression i Asien omtales, også rædslerne under stalinismen og optakten til 2. verdenskrig i september 1939 med fokus på München-aftalerne i 1938 og Hitler-Stalin pagten 1939.

Den kolde krig, den onde spiral og frygtens logik var (og er stadig) forbundet med begrebet ”sikkerhedsdilemmaet”, at parterne ikke evner at forhandle og indgå kompromiser. Begge anser egne handlinger for defensive og godgørende. Den anden part ses som offensiv og truende. Følgen er ustabilitet og øget fare for krig (s.79). Den onde spiral forstærkes af de forskellige ideologier med liberal-demokratiske systemer og markedsøkonomi i vest, og diktatur og planøkonomi i øst. 

I gennemgangen af udviklingen efter 2. verdenskrig kommer Villaume vidt omkring, blot disse eksempler herpå: Europas deling, Mao’s Kina og konflikten omkring Taiwan, McCartyismen, Koreakrigen, styrkeforholdet mellem øst og vest, analyse af de valgte sikkerhedspolitiske strategier, krigene i Indokina, Iran 1953, Guatemala 1954, Geneve-konferencen 1955 og ”ånden fra Geneve”, skiftet i Sovjetunionen efter Stalin, Bandung-konferencen, Suez og folkeopstanden i Ungarn i 1956, Eisenhower doktrinen og Irak/Mellemøsten i 1957, forslagene om a-våben fri zoner og om en ny sikkerhedsorden, dominoteorien, ”Sputnik chokket” og ”missilkløften” 1958-59, Berlin-ultimatumet, bruddet mellem Kina og sovjetunionen, U-2 affæren, topmøde-fiaskoen i 1960, omvæltningerne i Cuba, Indokina samt konflikten i Congo.

Undervejs i bogen får vi et særdeles grundigt indblik i den tænkning og de dokumenter og strategier, der skabte ”frygtens logik”, på vestlig side især formuleret ud fra strategier for ”inddæmning” og/eller ”tilbagerulning” og med George Kennan og John Foster Dulles i hovedroller. George Kennan får megen omtale og med god grund. Han er blevet kaldt faderen til USA’s inddæmningsstrategi over for kommunismen: men fra 1950 og frem tog han afstand fra det, han så som en unødvendig og skadelig militarisering af strategien (s.109). I Sovjetunionen fik vi skiftet fra Zdanov’s to-lejr teori over mod tesen om ”fredelig sameksistens”, helt åbent manifesteret på SUKPs 20. partikongres i februar måned 1956. 

Jeg har over årene læst talrige bøger om den kolde krig, men Villaume’s tilføjer mange nye interessante oplysninger og detaljer. At betragte fremstillingen som ”pro-sovjetisk” er det rene nonsens, Stalins grusomme handlinger omtales uden omsvøb, og igen er eksemplerne herpå mange: Katyn-massakren og deportationerne (s.38), Den Røde Hærs plyndringer og massevoldtægter, de østeuropæiske landes betalinger til Sovjetunionen efter krigen, ribningen af ressourcer(s.91), Stalinismens tvangs- og politistatsmetoder (s.93), de kommunistiske partiers mangel på overbevisende alternativer til det amerikanske overherredømme (s.99), den skånselsløse undertrykkelse af oppositionen i Østeuropa (s.104), de kommunistiske lederes medansvar for den kolde krig (s.449), udrensningerne i de kommunistiske partier, fx Slansky-processen (s.192), den hemmelige støtte til kommunistiske partier i Vesten, Stalins paranoia og antisemitisme lige før hans død i 1953 (s. 190), samt opgøret i SUKP efter Stalins død (s. 208).

Men at forsvare USA (og Vestens) handlinger, fx oprustning på yderst tvivlsomt grundlag, de brutale indgreb i Iran 1953, Guatemala i 1954, i Irak 1958 som retmæssigt forsvar for at inddæmme og/ tilbagerulle kommunismen, er et yderst problematisk politisk valg. Iflg. Villaume bidrog også Vestens handlinger til den onde spiral og ”frygtens logik”. Det burde ikke være ”ukorrekt” at omtale dette åbent og ærligt. At eksempelvis ”Radio Liberty” i 1956 gav oprørerne i Ungarn en falsk tro på, at Vesten ville komme dem til hjælp i tilfælde af sovjetisk militær intervention, er alment kendt og omtalt i alle seriøse historiebøger. Eksemplerne er mange.

At de sovjetiske udspil om tysk neutralitet og genforening og det polske forslag i 1957 om Centraleuropa som atomfri zone kunne have skabt mindre kold krig, ved vi ikke, for forslagene herom blev som bekendt pure afvist.  

At missilkløften ikke havde hold i virkeligheden er alment kendt. Spændingerne i det transatlantiske forhold, fx under Suez-krisen, er kendt. Men den hårde linje vandt. To af de mest magtfulde skikkelser i amerikansk udenrigspolitik i 1950erne var udenrigsminister John Foster Dulles og hans bror, chefen for CIA, Allen W. Dulles.  Frem til 1961 blev i korte perioder skabt håb om mindre kold krig, eksempelvis lige efter Geneve konferencen i 1954 og i forbindelse med Khrustjtjovs besøg i USA i 1959, ”ånden fra Geneve” og ”anden fra Camp David”. Geneveaftalerne var et balanceret men for skrøbeligt kompromis (s.247). Khrustjtjovs møder med Eisenhower i Camp David betød ”kold krig” også mellem Sovjetunionen og Mao’s Kina. Det blev dog ved håbet om få skabt en fredelig orden. Den kolde krig og frygtens logik vendte stærkt tilbage med nedskydningen af det amerikanske U-2 spionfly og den cubanske revolution, Congo krisen og Berlin-krisen. Troen Vestens ”overvældende magt” blev ikke opgivet. Om Khrustjiov troede reelt på kommunismen sejr diskuteres.

Som sagt, Poul Villaume er nærmest den postrevisionistiske skole. Hverken Sovjetunionen eller Vesten bliver som sagt fralagt ansvar for frygtens logik og den onde spiral. Personligt er jeg tæt på den postrevisionistiske retning. Men glem ikke, bøger om den kolde krig kan have høj faglig kvalitet uanset tilgang og ”skole-tilhørsforhold”.

Villaumes bog kan stærkt anbefales, også til læsere nærmere de andre teoretiske og ideologiske tilgange. Under den gamle kolde krig havde eksempelvis SFs Gert Petersen og Venstres Uffe Ellemann-Jensen meget forskellige syn på international politik. Men de havde respekt for hinanden. Begge var stærkt optaget af sikkerhedspolitikken og så en stor fordel i at debattere med politiske modstandere på et kvalificeret niveau. I dag, under den ny ”kolde krig”, udgives der talrige bøger om Rusland og Kina og med forskellige tilgange. Mange har høj faglig standard, og det uanset forfatternes ”skole-tilhørsforholdet”.  Det bliver rigtig spændende at læse bind II i Villaume’s fremstilling, årene efter 1961.