Coronavirus: Tyskland modtager 25 millioner masker fra Kina
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Mandag morgen landede et Antonov AN-225 – verdens største fragtfly – i lufthavnen i Halle ved Leipzig. Ombord på flyet var 10 millioner beskyttelsesmasker fra den kinesiske region Tianjin, skriver det tyske nyhedsmagasin Focus.
Normalt bruges det enorme fragtfly til at transportere helikoptre og anden militær udrustning, men her var det russiske fragtfly chartret af den tyske stat for at bringe medicinsk udstyr til Tyskland.
Forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer tog officielt imod flyet, som medbragte anden sending af en bestilling på i alt 25 millioner masker.
Tyskland har i vidt omfang indført tvungen brug af maske, når man færdes i det offentlige rum. Derfor henvendte sundhedsministeriet sig til forsvarsministeriet, som derefter gik i gang med at organisere transporten af den anselige last, som var bestilt i Kina.
Første sending på godt 8 millioner masker ankom søndag, og onsdag ventes den sidste sending på knap 7 millioner masker at ankomme.
Antonov AN-225 er verdens største og tungeste fragtfly. Det har seks motorer og et vingespand på 88 meter, og det kan medbringe en last på op til 250 tons.