Jatsenjuk: Russiske lastbiler er halvtomme
Ukraine: Den ukrainske premierminister Arsenij Jatsenjuk mener, at de russiske lastbiler, som i dag har krydset den ukrainske grænse er halvtomme og har til formål at fremprovokere en konflikt.
”Vi venter blot på, at nogle af lastbilerne bliver sprunget i luften, af russerne selv naturligvis, men det tillader vi ikke, siger Arsenij Jatsenjuk til ukrainske journalister ifølge den ukrainske avis, Ukrainskaja Pravda.
Arsenij Jatsenjuk anfører, at kun 34 af de russiske lastbiler er blevet undersøgt af den ukrainske grænsekontrol, og at alle var halvtomme. Han nævner, at en lastbil, som blev undersøgt af de ukrainske myndigheder og som kan transportere 25 ton, blot var lastet med 800 kg te.
Ifølge Arsenij Jatsenjuk var de russiske planer at ankomme til Ukraine via Kharkiv, som er under ukrainsk kontrol, springe noget af konvojen i luften og lægge efterfølgende skylden på de ukrainske ultranationalister, eksempelvis Højre Sektor.
Den russiske konvoj bestående af 280 lastbiler, medbringer ifølge russerne selv humanitær hjælp til Østukraine. Russerne valgte i dag at køre over den ukrainske grænse uden tilladelse, og de første lastbiler er ifølge det russiske nyhedsburea Interfax nået til Luhansk. ota