Kinas fremmarch i Sortehav regionen

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Kina/Georgien/Moldova/Ukraine: Kina ”takes it all” i Sortehavsregionen, skriver Michael Eric Lambert, i en analyse for ”New Eastern Europe”. Via det Silkevejsprojektet og ”Bælt og Vej” projekterne lanceret i 2013 har Kina investeret for store beløb og er nu en nøgleaktør i regionen.

Rusland og Vesten har i høj grad været fokuseret på deres indbyrdes konflikter i Georgien, Moldova og Ukraine, hvilket er gået ud over deres økonomiske engagement. Kina har derimod kunnet fokusere på investeringer, ikke på magtpolitik.

I 2017 indgik Beijing og Tblisi en frihandelsaftale, blot et år efter Georgien indgik associeringsaftalen med EU. Georgien, siger Lambert, er blevet Kinas ”gateway” til Europa. Vin, mineralvand og landbrugsprodukter der før blev solgt til Rusland og EU går i stigende grad til Kina. Alene mellem 2016 og 2017 steg den georgiske vin-eksport til Kina med hele 43 pct. Kinesisk er blevet det tredje sprog på georgiske universiteter, ud over russisk og engelsk. Store kinesiske bygge- og anlægsprojekter er blevet igangsat, ja en China-town er vokset op. Offentlige busser i Jerevan bærer det kinesiske flag, hvilket skyldes at Kina i 2012 forærede Armenien 250 busser.

De frosne konflikter i Sortehavsregionen bekymrer i det hele taget ikke kineserne, tværtimod, det giver dem manøvrefrihed. Kinesiske delegationer har flere gange besøgt udbryderrepublikken Transdnjestr for bl.a. at øge den kinesiske import af cognac. I Abkhasien med blot 200.000 indbyggere er det kinesiske engagement koncentreret omkring investeringer i landbruget.

For landene i Sortehavsregionen er øget økonomisk samarbejde med Kina et middel til at imødegå ensidig afhængighed af EU og Rusland. Kina er i dag det største eksportland for Rusland, mens Ruslands eksport til Vesten er dykket i takt med optrapningen af sanktionskrigen og optrapning af våbenkapløbet. Så Rusland må leve med Kinas voksende styrke.

Den russiske økonomi er beskeden i forhold til den kinesiske, og de investeringer der er kommet fra EU siden indgåelsen af Østpartnerskab-aftalen har, set fra landene omkring Sortehavet, langt fra indfriet forventningerne.