Forholdet mellem Rusland og Ukraine, et ”dødeligt fjendskab”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Rusland: Forholdet mellem Rusland og Ukraine i dag er ikke ”normalt”. Tværtimod er det kendetegnet ved ”dødeligt fjendskab” (”lethal hostility”) og ”geopatologisk omfavnelse” (”geopathological embrace”), dvs. et dødeligt samspil, som Gleb Pavlovsky i en analyse for Carnegie Endowment meget rammende kalder ”lethal codependency”.

Forholdet mellem de to lande kan ikke, siger han, studeres ud fra mellemstatslig magtpolitik, nationale interesser og russisk imperiale adfærd. De to lande betragter ikke hinanden som suveræne enheder, men ser på samme tid som (mod)model og som modstander.

Opløsningen af Sovjetunionen i 1991 skabte helt fra begyndelsen et politisk og ideologisk vakuum. Anderledes forholdt det sig i Central- og Østeuropa. Her fandt landene hurtigt en ny model, bevægede sig, som sagt af Ivan Krastjev og Stephen Holmes, over i en ”age of imitation”. I Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn herskede der konsensus om selve udviklingsretningen. Øst skulle ”ligne Vest”, gå ”back to Europe” og ”catche up”, opnå vestlig levestandard.

For Rusland og Ukraine og i andre SNG-lande forholdt det sig anderledes. I 1990erne var der her langt mindre fokus på Vesten, på ”imitation”. Rusland havde svært ved at finde en strategi i forhold til Ukraine. At ”opsluge” landet var ikke på tale, men det var svært for Moskva at betragte Ukraine som ”udland”. Rusland havde også svært ved at få skabt sin egen nationale identitet og kontrollere egne grænser.

For Ukraine gjaldt det i 1990erne meget om økonomi, at opnå de bedst mulige gaskontrakter med russerne og ad den vej standse eller i det mindste begrænse styrtdykket i økonomien. Helt frem til 2014 førte Kijev en to-vektor politik, på samme tid at få mest ud af forbindelserne til Vesten og til Rusland. At det gik så galt efter årtusindeskiftet skyldtes iflg. Pavlosky i høj grad, at Ukraine i 00erne blev styret af de to værste præsidenter siden uafhængigheden, Viktor Justjenko og Viktor Janukovitj.

Oprøret i 2014 var logisk, forårsaget af Janukovitj’ grådighed og ubeslutsomhed. Men som efter mange andre revolutioner rundt om i verden evnede de magthavere, der kom til i stedet ikke at styre landet. ”Værdighedsrevolutionen” tørrede ud og stivnede. Det kaos der fulgte benyttede Rusland til at annektere Krim og føre hybridkrig.

Men de to lande afbrød ikke alle forbindelser. De tog blot en anden form, kendetegnet ved både dødeligt fjendskab og, under overfladen, med fortsatte relationer. Selv i de værste tider, fx her efter den russiske blokade af Kertj-strædet, var det muligt at købe Pedro Porosjenko’s Roshen chokolade i kiosker i de centrale Moskva, endda lige over for det russiske forsvarsministerium.

Den russiske adfærd skyldtes dybe frustrationer og mistillid i forholdet til Vesten, skabt af NATO-udvidelserne, EU’s mere aktive naboskabspolitik efter udvidelserne i 2004 og 2007, planerne i Vesten om missilforsvar, frygt for NATO-baser i Sortehavsregionen samt problemerne for den russisk-dominerede Eurasiske Union.

Ukraine og Rusland udkæmper i disse år ikke åben krig, de bruger ikke udtrykket ”at sejre”, men ønsker at blive stærkere og rigere. Ukraine, siger Pavlovsky, ønsker reelt ikke en ”sejr” over Rusland. Den russiske intervention i Donbas var en gave til Kiev, et vindue til Vesten, et instrument til at fastholde Vestens opmærksomhed på Ukraine og få Vesten til at ”inddæmme”, ja måske ligefrem ”tilbagerulle” Rusland. Så længe Rusland støtter separatisterne i Donbas kan Ukraine meget lettere betegne sig selv som Vestens nye ”symbolske grænse” mod Øst.

Er der en vej ud af dette strategiske ”cul-de-sac”, spørger Pavlovsky. Det er der kun, hvis både Rusland og Ukraine erkender det uholdbare i de nuværende dybt destruktive dødelige forbindelser. Ingen ønsker at tabe ansigt, begge ønsker som mindstemål at opnå en symbolsk sejr. Givet er, at hverken Rusland eller Ukraine er blevet til det, der blev drømt om, da Sovjetunionen blev opløst i 1991.