Kosovo indfører 100 procent importskat på varer fra Serbien og Bosnien-Herzegovina
Kosovo/Bosnien-Herzegovina/Serbien: Kosovo indfører 100 procent importskat på varer importeret fra Serbien og Bosnien-Herzegovina på grund af “landenes fjendtlige indstilling og mangel på anerkendelse”, skriver medierne på Balkan.
Kosovos beslutning kommer en dag efter, at landet blev nægtet medlemskab af Interpol, hvor Kosovos medlemskab blev nedstemt hovedsagligt på grund af serbisk aktivitet. Kosovo vil ligeledes blokere for alle importerede produkter, som ikke er deklareret til Kosovo, altså produkter som ikke er mærket som eksport til “Kosovo”.
Det er anden gang i løbet af november, at Kosovo indfører importskat på produkter fra Serbien og Bosnien-Herzegovina. 6. november indførte landet 10 procent importskat.
Ifølge Kosovos premierminister Ramush Haradinaj vil Kosovos særlige importskat først blive fjernet, når Serbien behandler Kosovo som en ligeværdig partner og anerkender landet.
Kosovos beslutning vækker vrede i både Bosnien-Herzegovina, Serbien og EU. Serbiens præsident Aleksander Vucic afviser, at Serbien vil indføre særlige straffesanktioner mod Kosovo og ønsker at overholde frihandelsaftalerne i regionen. Han kalder dog situationen for “den værste situation i 10 år”. EU har opfordret Kosovo til at revurdere landets beslutning.
Ifølge officielle data importerer Kosovo serbiske varer af en værdi af 400 millioner euro årligt. Disse varer går især til de serbiske områder i det nordlige Kosovo. Bosnien-Herzegovina eksporterer til Kosovo varer til omkring 81 millioner euro. ota