Demokratiet i Polen er ikke truet, det fungerer upåklageligt

Polens kritikere glemmer, at landet har en stærk opposition. Lov og Retfærdighedspartis retsreform truer ikke demokratiet i landet, men bliver derimod et bevis på, at landets demokrati fungerer

Analyse af Ota Tiefenböck

POLEN: Polens nationalkonservative regering, der vandt magten i 2015, er med vedtagelsen af en række kontroversielle love kommet i permanent modvind i EU. Senest: Reformen af retssystemet, vedtaget i Polens parlament. Den undergraver ifølge kritikerne retssystemets uafhængighed og dermed selve demokratiet i landet. EU har i flere omgange kritiseret Polen og truet landet med sanktioner og opfordrer Polen til stoppe reformen og truer med sanktioner samt at fratage landet dets stemmeret. Washington Posts anerkendte politiske kommentator, Anne Applebaum, i øvrigt gift med Polens tidligere udenrigsminister Radoslaw Sikorski, går endnu længere: Hun betegner nu den politiske udvikling i Polen som en større trussel mod det vestlige demokrati end den radikale islamisme. Flere er overbeviste om, at Polen er ved at udvikle sig til et autoritært samfund, et nyt Rusland eller Tyrkiet.

Er disse advarsler på deres plads? Den politiske udvikling i Polen, heriblandt regeringens kontrol over de statslige medier og landets forfatningsdomstol ER bekymrende, men ikke så alarmerende, som den er blevet gjort til i de vestlige medier. Det mest alarmerende ved den nye retsreform er formentlig udnævnelse og afskedigelse af dommere. Ifølge den nye reform bliver det fremover landets justitsministerium – og ikke som tidligere et råd under det polske retsvæsen – der skal udnævne og afskedige dommere i landets Højesteret. Det betyder, at regeringen vil kunne indsætte pro-regeringsvenlige dommere og rent hypotetisk også vil kunne afskedige dommere, hvis den ikke er tilfreds med deres kendelser. I realiteten vil det betyde, at Polens regering rent teoretisk vil have kontrol over landets retssystem. Det er et brud på reglerne om magtens tredeling og dermed også et brud på de betingelser, Polen blev medlem af EU på. Men hvorvidt det også er et reelt problem er på nuværende tidspunkt svært at svare på. Det er ligeledes vigtigt at bemærke, at de nye beføjelser også vil gælde en eventuelt oppositionsledet regering, som kan komme til ved næste valg. I realiteten vil det betyde, at Polens regering rent teoretisk vil have kontrol over landets retssystem.

Polen er efter mange år under et kommunistisk styre blevet et demokratisk land, som i øjeblikket bliver styret af et nationalkonservativt parti. Lov- og Retfærdighedspartiet har et andet syn på Polen og EU end den polske opposition og prioriterer bl.a. Polens suverænitet og modstand mod de vesteuropæiske multikulturelle samfund . Partiet betegner selv sine skridt som et opgør med et system, der ikke i tilstrækkelig grad har taget et opgør med landets socialistiske fortid. Dette opgør kræver ifølge partiet – bl.a. formanden Jaroslaw Kaczynski – radikale ændringer af det polske samfund.

Lov- og Retfærdighedspartiets mange kontroversielle tiltag er bekymrende. Men de betyder langtfra, at Polen er ved at udvikle sig til et autoritært samfund, som nogle europæiske politikere og analytikere giver udtryk for. Dertil kommer at Polen, sammenlignet med Rusland eller Tyrkiet, som ofte bliver brugt som et skræmmebillede, har både en forholdsvis stærk opposition samt en aktiv befolkning – bl.a. er der blevet afholdt en del demonstrationer mod loven. De seneste dage demonstrerede tusindvis af utilfredse borgere i flere polske byer mod reformen og som det blev bemærket i polske medier, deltog en del unge mennesker ved demonstrationerne. Det viser, at demokratiet i landet fungerer.

Kritikerne glemmer måske også, at Lov- og Retfærdighedspartiet fik flest stemmer ved det seneste valg. Grunden til partiets store vælgertilslutning det år – på 37,5 procent af stemmerne – var en generel utilfredshed blandt vælgerne. Landets tidligere regering var populær i EU, men ikke i sit hjemland, hvor det af mange blev beskyldt for at føre en elitær politik og glemme de mange lavere uddannede polakker. De har nemlig ikke draget de samme fordele af Polens økonomiske vækst og globaliseringen.

De seneste meningsmålinger viser derudover, at partiets opbakning hos den polske befolkning er mere eller mindre uforandret. Til trods for de umiddelbart kontroversielle love, må partiets politik fortsat betragtes som værende i overensstemmelse med ønskerne hos et flertal i den polske befolkning.

EU har i flere omgange forsøgt sig med en dialog med Polens ledelse og har truet landet med sanktioner. Det er dog et åbent spørgsmål, både hvorvidt EU overhovedet er i besiddelse af nogen sanktionsmuligheder og hvorvidt de europæiske politikere, som drukner i uoverensstemmelser virkelig ønsker et nyt opgør i EU – i lyset af uenigheden om alt fra migrantkrisen til Brexit. Polen har desuden en støtte i Ungarn, som i sig selv umuliggør iværksættelse af Lissabonstraktatens artikel 7, som suspenderer visse af et medlemslands rettigheder, heriblandt stemmeret, da den slags beslutninger, i lighed med andre sanktionstyper, kræver enighed blandt alle medlemslande. Her har Ungarn allerede meldt ud, at landet ikke vil støtte nogen form for sanktioner mod Polen, da det betragter den polske retsreform som polakkernes interne anliggende, som EU ikke skal blande sig i. Et større opgør med Polen vil derfor skabe en ny splittelse i EU – og det er ganske tvivlsomt, at det er, hvad EU ønsker på nuværende tidspunkt.

Den nuværende politiske udvikling i Polen må formentlig blot betragtes som en demokratisk proces, som er kommet på afveje. Det positive ved den er, at de polske oppositionspartier bliver tvunget til at styrke deres samarbejde og mobilisere deres kræfter og muligvis blive mere lydhøre over for den polske befolknings ønsker – også den mindre uddannede del af den. På den måde kan den nuværende krise ende med at blive noget positivt og frem for alt, det modsatte end det dystre billede der bliver tegnet af landet lige nu: Nemlig et klart bevis på, at landets demokrati fungerer.