Bornholm var russisk i elleve måneder

Danmark: Den 5. maj 1945 kunne danskerne ånde lettet op, da de tændte for radioen og hørte den mørke trommelyd efterfulgt af nyhedsoplæseren ord: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de sidste tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”.

På Bornholm lyttede man også med på radioen, men jublen var kortvarig, for der kom ingen engelske befrielsestropper til øen. Bornholm var i krigens sidste fase under den tyske kommandant Gerhard von Kamptzs kommando. Tyskland brugte Bornholm som en vigtig strategisk position i troppernes tilbagetrækning fra Østersøen og som opsamlingssted for flygtninge.

Ud over de cirka 15.000 tyske soldater, der under krigen var udstationeret på øen, kom der i foråret 1945 flere tusinde tyske flygtninge til Bornholm. Udhungrerede, beskidte og uden midler boede de i interimistiske lejre i skovene langs kysten, mens de ventede på at blive fragtet videre.

Den Røde Hær rykkede hurtigere frem end ventet, og selvom planen var, at England skulle befri Danmark, var Bornholm pludselig bag den russiske fremrykningslinje mod vest og hørte derfor under russisk kontrol. Men kommandant Gerhard von Kamptz havde fået ordre på kun at overgive sig til englænderne, og ikke til russerne.

En lille brik i et storpolitisk spil
Da russerne ikke kendte styrken af de tyske tropper på Bornholm valgte de at bombe Rønne og Nexø for at ”blødgøre” landgangen af deres egne tropper. Derfor kunne bornholmerne få dage efter befrielsesrusen se Rønne og Nexø i ruiner, og 7-8.000 russiske soldater gå i land på øen. I knap et år efter befrielsen fra de tyske tropper kendte ingen den endelige skæbne for Bornholm.

Bornholm endte efter diskrete forhandlinger retur på danske hænder. Men som Jesper Gaarskjær skriver i sin bog ”Bornholm besat” var det et bittert hjørne af Danmark, og harmen var rettet mod flere: Tyskerne, fordi de ikke havde kapituleret. Russerne, fordi de havde bombet. Englænderne, fordi de ikke var kommet i tide. Og Danmark, fordi politikerne ikke bekymrede sig om den lille danske ø.

Den 5. april 1946, elleve måneder efter krigens afslutning, blev Bornholm leveret tilbage til Danmark. Efterkrigstidens politiske forhandlinger om Bornholm er fortsat omgærdet af en del mystik og manglede kildemateriale. Men historien er trods det dokumenteret med både øjenvidneberetninger og historisk finkæmning i bøger og på tv, som nævnt nedenfor.

Synlige historiske minder om det russiske besøg
Der er i dag flere synlige spor efter den russiske besættelse. I Allinge, på Bornholms nordøstlige kyst, ligger et mindesmærke for de russiske soldater, der døde under besættelsen. Mindesmærket er en fire meter høj obelisk i poleret rønnegranit med hammer og sejl og femtakket stjerne på toppen.

Obelisken er opstillet ved Allinge Kirkegård, og på mindesmærket er indgraveret denne tekst: “Evig berømmelse for de russiske helte som ofrede livet i kampen mod tyske okkupanter. Fædrelandet 1945”. Hvert år, den 8. april, kommer der officielle russiske repræsentanter og lægger kranse ved de 29 gravpladser.

I Rønne og Nexø er der særligt ét tydeligt minde fra de russiske bombardementer i maj 1945. Det er de såkaldte svenskerhuse, der var en gave fra svenskerne til bornholmerne. Svenskerne følte stærkt med de bornholmere, der så tæt på dem selv havde mistet hus og hjem. Derfor byggede og klargjorde de 300 huse i moduler i Sverige og sendte dem til Bornholm som hjælp til at genopbygge de to byer. De første svenskerhus var klar til indflytning i september 1945 og er fortsat attraktive boliger.

I øvrigt:
Ifølge forfatter Bent Jensen var det i 1945-46 udbredt at kalde Sovjetunionen for både Rusland og Sovjetunionen. I indlægget ovenfor er begge betegnelser brugt velvidende, at nutidens Rusland og datidens Sovjetunion ikke er identiske. Du kan læse mere her: Bent Jensen, ”Den lange befrielse – Bornholm besat og befriet 1945-1946”, Odense Universitetsforlag 1996 og Jesper Gaarskjær, ”Bornholm besat – Det glemte hjørne af Danmark under Anden Verdenskrig”, Gyldendal, 2012. Og finde mere fakta her.