Krim: Putins skæbnesvangre prestigeprojekt

Annekteringen af Krim er den russiske præsident, Vladimir Putins prestigeprojekt, som skal udstille Ruslands styrke, og fastholde Putins popularitet.

Analyse af Peter Munk Jensen, senioranalytiker, DIIS

Ukraine: Krim er Putins propaganda- og prestigeprojekt på samme måde som OL i Sotji var det, da begge projekter har givet Putin stor popularitet i Rusland. Krim er etnyt territorium, han har knyttet til Moderlandet og samtidig et projekt, der skal lykkes, ligesom OL i Sotji.

Rusland er derfor parat til at kaste mange penge efter Krim. Ifølge den russiske finansminister drejer det sig om næsten syv milliarder dollars på Krim alene i år. Uvildige skøn taler om samlede udgifter for annekteringen på 82 milliarder dollars. Situationen er dog ikke ny, Krim havde også under Ukraine svært ved økonomisk at stå på egne ben, og fik totredjedele af sit budget subsidieret fra Kiev.

På et russisk/krimsk regeringsmøde i Simferopol kort efter annekteringen, meddelte premierminister Medvedev, at Rusland vil hæve de statslige lønninger for 140.000 statsansatte på Krim. Pensioner og lønninger til militært personale på Krim vil blive hævet til russisk niveau indenfor de kommende måneder, og en obligatorisk socialforsikring indført i 2015.

Videre vil Rusland tiltrække investeringer ved at give Krim status af særlig økonomisk zone ligesom Kaliningrad. Det indebærer særligt gunstige skatteregler for store investorer, særligt gunstige toldregimer og minimale administrative procedurer. Rusland vil også udvikle turismen, forbedre infrastrukturen og udvikle landbruget på Krim.

Krim er stadig meget afhængig af Ukraine, og modtager 90 procent af sit vand, 80 procent af sin el og 65 procent af sin gas fra Ukraine. Kiev har for nylig drejet vandhanen om, som reaktion på russisk oprettelse af grænsekontrol til Krim. Stop for el og gas kan følge – på trods af klare vestlige advarsler imod det. Ukraine har ligeledes, netop disse dage, lukket sine grænseovergange til Krim.

Alt dette kan udnyttes af Rusland som påskud til yderligere indgreb i korridoren Krim – Donetsk – Rostov-ved-Don i Rusland. En landkorridor, der forbinder Krim med det øvrige Rusland, flugter nemlig fint med Putins fortælling om ”Ny Rusland” i det sydøstlige Ukraine, som nu også ser ud til at skulle omfatte Odessa i sydvest. Rusland kan på den måde blive direkte forbundet med Transnistrien i Moldova. Det lyder måske som fremtidsmusik – men nogen gange kommer fremtiden hurtigere, end man venter!

 Krim i ukrainsk politik efter annekteringen

Ukrainske politikere har efter annekteringen søgt at fastholde Krim på dagsordenen nationalt og internationalt – med beskedent held. For Kiev må bruge al sin opmærksomhed på andre presserende sager: Uroen i sydøst, russisk hær ved grænsen, præsidentvalget 25.5, forfatningsreform og økonomiske og politiske reformer som forudsætning for international støtte til Kiev, og de ledende ukrainske politikere ser meget ens på Krim. Premierminister Jatsenjuk og præsidentkandidaterne Porosjenko, Timosjenko og Tihipko har således alle forsikret, at Krim er og forbliver en integreret del af Ukraine, og at man aldrig vil anerkende annekteringen.

Alle erkender også, at Krim ikke kan tages tilbage med magt, og at det er meget vanskeligt at ændre på Ruslands “internationale forbrydelse” under de nuværende forhold. Vejen frem for at få Krim tilbage må derfor foregå med ”visdom”, som det hedder. Det betyder forhandlinger og eksemplets magt. Ved at vise Krim, at Ukraine har mere demokrati, større frihed, bedre investeringsklima, bedre indtjeningsmuligheder og større rejsefrihed end Rusland. ”Vi tager Krim tilbage gennem “økonomisk integration” har Tihipko udtalt.

Det ukrainske parlament har vedtaget en resolution om, at man til stadighed vil kæmpe for, at Krim bliver befriet, og man opfordrer det internationale samfund til at afstå fra at godkende annekteringen af Krim. Kiev planlægger herudover søgsmål ved den internationale straffedomstol i Haag mod Rusland for annekteringen af Krim og brud på Sortehavsflådeaftalen mellem Ukraine og Rusland.

Kiev erkender, at Krim ikke kommer tilbage her og nu. Indtil det måske kan lade sig gøre, arbejder Kiev på at sikre, at Krim ikke går i glemmebogen og ikke behandles som en legitim del af Rusland.

Krim i international politik

Ruslands annektering af Krim frembragte stærke protester i Vesten og sanktioner overfor Rusland i både EU og USA. Selv om det umiddelbart er Europa, der som nabo er mest berørt af uroen i Ukraine – og Europa, der har så langt de fleste og mest betydningsfulde forbindelser med Rusland – så er Krim en vigtig principiel sag for USA.

Bliver international politik et tagselvbord, hvor den stærkeste frit kan tage for sig af retterne, skrider den internationale orden og stabilitet, som er afgørende for USA og Europas placering og indflydelse i det internationale system. Vesten vinder på orden og taber på anarki.

De grundlæggende principper i Krim-sagen er også baggrunden for de mange hastemøder i Sikkerhedsrådet om Ukraine, hvor Rusland blokerede for en sikkerhedsrådsresolution om Ukraine. I stedet vedtog FN’s generalforsamling med overvældende flertal (100 for, 11 imod, 58 afståelser og 24 stemte ikke) en resolution. Den fastslog, at folkeafstemningen på Krim ikke havde nogen legitimitet og bakkede op om Ukraines territoriale integritet. Resolutionen opfordrede også til ikke at anerkende Krim som del af Rusland.

En række højtstående FN–folk har besøgt Ukraine uden resultater. Også EU, NATO, Europarådet og OSCEhar dannet ramme om flere drøftelser om Krim og udviklingen i Ukraine. OSCE har sendt observatører til Krim – men blev nægtet adgang til Krim.

Hvor beskeden en rolle Krim spiller efter annektering – bogstavelig talt forsvindende lille rolle – blev overordentligt tydeligt med den såkaldte Geneve-erklæring. For her var Krim blevet helt væk!  På Geneve-mødet 18.4 drøftede man ikke Krim, og omtalte heller ikke Krim i erklæringen fra mødet. Det kan formentlig tolkes som om, Krim ikke længere er en del af udviklingen i Ukraine, men havde Vesten insisteret på at omtale Krim, ville Rusland formentlig blot have blokeret for hele erklæringen. Vesten opnåede trods alt at få en krog i Rusland med erklæringen, selv om den hidtil har været af temmelig tvivlsom værdi.

Rusland kan nu fremstille det som om, at EU og USA kun en måned efter annekteringen stiltiendehar accepteret et fait accompli vedrørende Krim. Og Rusland kan vælge at anse Krim for indkasseret og et ”ikke-emne” internationalt.

Men den mulige ”implicitte anerkendelse” fra Vesten, bliver først eksplicit, hvis Vesten agerer som om, at Krim er russisk. Også af den grund er de meget udskældte sanktioner mod Rusland vigtige. De er med til at vise, at Vesten ikke accepterer Krim som russisk.
Udsigterne for fremtiden

Der er på kort og mellemlang sigt absolut ikke udsigt til, at Rusland slipper Krim. Det ville koste Putin ”erobreren” af hans store popularitet. Det ville sende forkerte russiske signaler til Transnistrien, Abkhasien, Sydossetien, Nagorno-Karabak og russere i Baltikum, Kasakhstan og mange andre steder med store russiske befolkningsgrupper om, at Moder Rusland ikke beskytter sine subjekter så godt, som Putin ellers gerne giver indtryk af. Omvendt frygter for eksempel Kasakhstan, at Putin laver en ”Krim2” med den store russiske befolkningsgruppe i det nordlige Kasakhstan.

Skal Krim nogensinde komme tilbage til Ukraine, skal vi nok så mange år frem, at der sidder et helt nyt styre i Moskva – måske kommet til magten gennem folkelig protest efter ukrainsk forbillede! Putins værste ukrainske mareridt: ”smittefaren” fra Kiev!

Et russisk styre, som søger integration politisk og økonomisk med Europa, så grænsernes adskillende karakter med tiden svækkes, og deres samlende karakter styrkes. I sådan en udvikling forekommer det ikke helt utænkeligt, at Krim kunne glide tilbage på ukrainske hænder, eller formelt forblive en del af Rusland men som en autonom enhed med meget vidstrakt selvstyre og tætte forbindelser til Ukraine.