Til forsvar for FIFAs VM-udvidelse

FIFAs beslutning om at udvide VM i fodbold fra 32 deltagere til 48 fra 2026 af skabte stor kritik, men udvidelsen kan også ses som en positiv ting. 

Kommentar af Toke Møller Theilade

I en tid, hvor hele fodboldverden er ved at bryde sammen i raseri over, at en håndfuld spillere hellere vil tjene deres penge i Kina end i en af de store vesteuropæiske ligaer, var det ingen overraskelse, at FIFA præsident Gianni Infantios beslutning om at udvide antallet af deltagerlande ved VM i 2026 og fremad fra 32 til 48 medførte et ramaskrig i de gamle fodboldstormagter.

Fra både medier såvel som de store vesteuropæiske fodboldforbund blev FIFA angrebet og anklaget for kun at tænke på penge. Landstræner Åge Hareide udtalte for eksempel til TV2 Sporten: ”Det handler i bund og grund om at fylde sendeplanerne med mange kampe. Det betyder penge i kassen.” Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen stemte med i koret og skrev: ”Det er penge og politik, der vinder over hensynet til at have et sportsligt stærkt VM.”

Det var svært ikke at bemærke ironien i, at de selvsamme personer, der for nyligt kritiserede UEFA og Europas største klubber for at gøre Champions League til et mere eksklusivt selskab, nu havde slået sig sammen med deres tidligere fjender i et forsøg på ”at bevare den sportslige integritet” og holde de mindre nationer ude af det fine selskab.

Netop det sportslige argument er også tvivlsomt. Fodbolden er nemlig i heftig udvikling overalt i verden på trods af, at de anglofile fodboldfans næppe har opdaget det. Faktisk behøver man ikke se længere væk end på sidste sæsons Europa League gruppespil, hvor de tidligere miniputnationer Hviderusland, Albanien, Cypern og Aserbajdsjan alle var repræsenteret, sidstnævnte endda med to hold. Lande, hvis klubber og landshold tidligere blev kørt over i international fodbold, er nu repræsenteret på den største scene uden at falde igennem. Et andet eksempel er Wales og Islands flotte præstationer ved sidste sommers EM, hvor det også bør bemærkes, at det snarere var et lavt niveau hos de førende nationer end hos de svagere, der ødelagde underholdningen.

I den mere odiøse afdeling kan Usbekistan nævnes som et land, der har gjort massive fremskridt over de sidste par år. I 2015 blev den tidligere sovjetrepublik det tredje asiatiske land efter Japan og Sydkorea til at kvalificere sig til to U/20 VM-slutrunder i træk, og i de senere år har flere klubber åbnet moderne akademier, og hovedstadsklubben FC Bunyodkor arbejder blandt andet sammen med mægtige Barcelona.

Ved VM i 2026 har lande som Usbekistan haft yderligere ni et halvt år til at forbedre sig, og hvor de største nationer dårligt kan blive mere professionelle eller velforberedte, så kan der, på trods af den allerede fine udvikling, stadig tages kvantespring i de nye lande, hvilket vil bringe dem endnu tættere på verdenstoppen.

Dermed ikke sagt, at Usbekistan bliver verdensmestre lige med det samme, men dagene, hvor man kunne tage til Albanien og vinde 12-0, som Ungarns legendariske hold gjorde i 1950, er forbi – noget vi danskere har mærket på egen krop.

Derudover er noget af det mest mindeværdige ved slutrunder, og sport i det hele taget, netop underhundene. Hvem husker ikke, da Ghana var én Luis Suarez hånd fra at nå en VM-semifinale som det første afrikanske land nogensinde i 2010, da Nordkorea var millimeter fra at slå Portugal ud i kvartfinalen ved VM i 1966 eller scenerne fra Island, da de slog England ud sidste sommer? Dette var alle hold, der ikke havde deltaget, hvis turneringen skulle være den sportsligt stærkest mulige.

Derudover skal vi huske, at VM netop er VERDENSmesterskabet, noget man nemt kan glemme i den eurocentriske fodboldverden, hvor alt handler om Premier League og en håndfuld klubber i Spanien, Italien og Tyskland.

Ved VM i 2018 får Europa 13 pladser, plus Rusland, der er automatisk kvalificeret som vært, hvilket skal fordeles i mellem forbundets 55 medlemmer. Fratager man Rusland er det dermed godt og vel 24% af Europas lande, der kvalificerer sig. Medtager man Rusland vil næsten 44% af deltagerlandene ved slutrunden derudover være europæiske på trods af, at Europa blot står for 26 % af FIFAs 211 medlemslande. Til sammenligning skal Afrikas 54 medlemmer af FIFA kæmpe om fem direkte pladser, hvilket altså vil sige, at kun 9,25 % af landene får chancen for at spille på den største scene. Oceanien har ydermere ikke en eneste direkte plads, hvilket gjorde New Zealands deltagelse ved VM i 2010, hvor de i øvrigt gik ubesejrede igennem, til en mindre sensation.

Udover at skaffe penge i den allerede fyldte FIFA kasse anklages udvidelsen også for udelukkende at ske af politiske grunde, så Infantino kan øge sin popularitet blandt de mindre nationer udenfor Europa. Om end dette sandsynligvis er sandt, bør udbredelsen af verdens smukkeste spil ses en positiv ting. Fodbolden er en kraft, der kan skabe udvikling og glæde overalt, og selv fra et kynisk eurocentrisk synspunkt er det positivt, da kvaliteten af spillet langsomt vil stige. Tænk bare, hvor fattig fodbolden ville være, hvis de engelske migranter i Brasilien ikke åbnet deres private klubber for de lokale og introduceret dem til det smukke spil.

Selv om det er lysende klart, at FIFAs motiver sjældent er drevet af rendyrket idealisme, så er det også værd at huske, at deres arbejde med at udbrede fodbolden blandt andet har betydet, at Japan og USA, to lande der ikke var særlig interesserede i fodbold inden de blev tildelt VM-slutrunder, i dag leverer utallige spillere til de største ligaer, og ses som fremtidens markeder i fodboldverden. Man skal heller ikke glemme, at slutrunden i Sydafrika, på trods af hvide elefanter og tvivlsomme økonomiske prioriteringer, skabte stolthed på et helt kontinent.

Sidst men ikke mindst skal man huske på den glæde og stolthed som det giver at se sit land konkurrere på den største scene. Det er en glæde, der bør være flere forundt, og det er en glæde, der også kan komme kynikerne til gode, hvilket vi har set ved flere slutrunder, hvor farverige afrikanske fans har stjålet billedet, men også ved EM sidste år, hvor især de medrejsende islandske og nordirske fans var iblandt de allerstørste oplevelser.

FIFA kan kritiseres for meget, og beslutningen om at udvide VM er sikkert taget på baggrund af både grådighed og politik, men det får ikke mig til at sige, at det er en forkert beslutning.