EU`s forhold til Tyrkiet og Rusland: Et skrækeksempel til lærebøger i udenrigspolitik

EU mangler realisme og vilje til at forfølge sine geopolitiske interesser. Unionen befinder sig i en tragisk svag position og på vej mod sin egen ende. Tjekkisk sikkerhedsanalytiker analyserer EU`s forhold til Tyrkiet og Rusland – et skrækeksempel i udenrigspolitik.

Af militær- og sikkerhedsanalytiker, Lukas Visingr

EU/Rusland/Tyrkiet: Den seneste tids tilnærmelser mellem Tyrkiet og Rusland er først og fremmest et bevis på tragisk svag EU, som forsøger at optræde som en slags verdenssupermagt, men som ikke er i stand til at beskytte sine egne interesser.

EU`s forhandlinger om migrationsaftalen med Tyrkiet var i grunden kun tyrkisk afpresning og europæiske indrømmelser. Nu truer Tyrkiet med at opsige aftalen, hvis landet ikke får en visumfri ordning.

Når man glemmer, at hele aftalen ikke giver nogen mening, da den ikke ændrer den faktiske situation, er Tyrkiets bevidsthed om, at kunne afpresse Europa, som blot hele tiden bøjer af, en trist tilkendegivelse af, hvor de såkaldte europæiske politiske eliter er nået.

Hvad positivt kan der komme ud af et samarbejde mellem EU og Tyrkiet? Det er svært at forstå, hvorfor en del af den europæiske politiske scene langvarigt og bevidst arbejder på sagen.

Med hensyn til Rusland, er det hele ganske omvendt, og landet er et stort marked for varer og tjenester. Vesten og Rusland burde være partnere, da de på en lang række områder kan hjælpe hinanden. Det betyder naturligvis ikke, at de ikke skal konkurrere, men det er ganske klart, at begge har en fælles modstander, der profiterer af et anspændt forhold mellem Rusland og Vesten. Islamisme, som blandt andet også kommer til udtryk i islamistisk AKP regering i Tyrkiet. Vesten mangler realisme og viljen til hårdt at gå efter sine geopolitiske interesser.

 Strategisk samarbejde, intet andet

Rusland og Tyrkiet kan aldrig blive ægte samarbejdspartnere, på samme måde som Kina og Rusland heller ikke kan være det. Det vi ser mellem Moskva og Ankara i dag er et pragmatisk og nærmest kynisk samarbejde, opstået på grund midlertidige og ugunstige omstændigheder.

Et reel og ægte partnerskab er baseret på fælles værdier og langvarige fælles interesser, men Rusland og Tyrkiet har højest enkelte kortvarige interesser tilfælles. Samme gælder om et partnerskab mellem Moskva og Peking.

Rusland og Tyrkiets interesser kolliderer langvarigt, eksempelvis i Kaukasus, eller i de centralasiatiske lande, som for Rusland er et traditionelt indflydelsesområde, mens for Tyrkiet en mulighed for ekspansion og indflydelse via landenes turkic talende nationer.

At forholdet mellem Rusland og Tyrkiet er blevet varmere skyldes delvis EU, som igen begår klare udenrigspolitiske fejl. I stedet for at normalisere sit forhold til Rusland og sige nej til Tyrkiet, har man ødelagt forholdet til Rusland, underkaster sig Tyrkiet og endda presser Rusland og Tyrkiet til venskab. Det hele er et oplagt eksempel til en lærebog i udenrigspolitik, desværre som et skrækeksempel.