Tjekkiets Socialdemokrati svækket efter regionsvalget og valget til Senatet
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Tjekkiet: Det tjekkiske Socialdemokrati (CSSD) led for nylig et ydmygende nederlag ved valget til Senatet, overhuset, og regionerne.
Partiets formand, ministerpræsident Bohuslav Sobotka er derfor blevet bragt under stigende pres. Han nægter dog at forlade formandsposten, og det er øjensynligt heller ikke stemningen i partiet, at han skal gøre det.
Valgnederlaget kan, mener mange, styrke de kræfter i partiet, der ønsker at forsone sig med Milos Zeman, landets præsident og tidligere formand for Socialdemokratiet, i dag partiløs.
Indenrigsminister Milan Chovanec åbnede op herfor i en kontroversiel udtalelse fremsat i sidste uge.
Socialdemokratiet vandt kun valget i to af landets i alt 13 regioner og kun to pladser i ved valget til Senatet, hvor en tredjedel af pladserne var på spil.
Valgkommentatoren Jiri Pehe konstaterer, at CSSD i dag mest af alt er blevet et parti med opbakning i landdistrikterne og i de små byer, i de store byer er partiet trængt af Andrei Babis’ parti ANO. Det kniber gevaldigt med opbakningen blandt de unge.
Sobotka selv satser på fornyelse af partiet, men han er ikke meget for at forlige sig med Milos Zeman og henviser i den forbindelse til, at to af Zeman’s tro væbnere, Michal Hasek og Zdenek Skromach tabte ved regionsvalget.
Der er parlamentsvalg i Tjekkiet næste år og præsidentvalg i 2018.