Ultranationalistleder klar til forhandling om ungarsk forfatningsændring
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ungarn: Jobbiks leder Gabor Vona har bedt Viktor Orbán om et møde for at drøfte den planlagte ændring af den ungarske forfatning, således at nej’et til tvungne kvoter for flygtninge ved folkeafstemningen sidste søndag kommer til at resultere i en ny særlig grundlovsparagraf.
Fidesz har ikke længere det nødvendige 2/3 flertal i parlamentet for at ændre grundloven, partiet må derfor forhandle.
Vona erklærede, at han vil se regeringens forslag, før han tager endelig stilling. Han erklærede også, at venstrefløjens adfærd i flygtningespørgsmålet har været “skamfuld”. At valgdeltagelsen var under 50 pct. skyldtes iflg. Vona, at mange ungarere ikke ville tage del i Fidesz’ “politiske kampagne”. Men trods alt sagde 3.3 mio. nej.
Justitsminister Lászlo Trocsány oplyser, at forslaget om en grundlovsændring bliver fremsat mandag. Den vil følge de procedurer, der i den type spørgsmål benyttes i Frankrig og Tyskland. Ungarn er ikke interesseret i en åben konfrontation med EU, siger han.
Orbán oplyser i øvrigt, at alle de politiske partier inviteres til forhandlinger om udformningen af teksten til den planlagte grundlovsændring.