Mini-regeringsrokade gennemført i Polen

Det polske parlament Sejm  Foto: Szczebrzeszynski

Det polske parlament Sejm Foto: Szczebrzeszynski

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen: Polens regeringschef Beata Szydlo har gennemført en mindre, men vigtig ændring  i sammensætningen af sit ministerium, givetvis efter ordre fra Jaroslaw Kaczynski, Polens reelle leder.

Finansminister Pawel Szalamacha er gået af, og den økonomiske politik bliver herefter bestemt i et nyt “superministerium” ledet af minister for økonomisk udvikling Mateusz Morawiecki.

Det ny “superministerium” bliver ansvarlig for at finde de penge, der skal til for at dække de meget udgiftskrævende valgløfter, frem for alt den nye familieydelse (“500+”), der alene vil koste 23 mia. zloty (ca.35 mia. danske kroner), boligprogrammet “bolig+”, de forhøjede militærudgifter, nedsættelsen af pensionsalderen samt den højere skattebundgrænse.

Desuden oprettes der en særlig forskningsinstitution kaldt “Centrum for planlægning af strategiske studier”.

Denne mini-rokade ses som en forløber for en større regeringsrokade sidst på året, efter Lov og Retfærdighedspartiets kongres i december.

I øvrigt er Polens position på rangordningen af lande efter konkurrence evne forbedret noget ifølge den sidste opgørelse fra Verdensøkonomisk Forum. Polen er nu placeret på 36. pladsen i gruppe med lande som Litauen, Letland og Slovakiet. Stærkest i konkurrenceevne er sædvanen tro Schweiz efterfulgt af Singapore og USA.

Share This