Bevæbnede mænd i Østukraine er formentlig russere
Ukraine: Flere faktorer peger på, at de bevæbnede mænd, som har taget kontrol over flere byer i Østukraine er russere. Mændene er ifølge flere ukrainske medier alt for godt organiserede til at være spontane prorussiske separatister.
De har de samme uniformer uden tegn på og de samme automatvåben. Flere medier peger ligeledes på, at aktionerne er koordineret på en måde, som ikke tyder på, at det er amatører, der er tale om. De ukrainske medier nævner ligeledes, at nogle af de bevæbnede mænd bruger russiske ord, som man ikke bruger i Ukraine.
Udover de bevæbnede mænd, nævner ukrainske medier ligeledes mænd i civil, som i den seneste tid er kommet til de respektive byer som ”turister”, men hvis formål er at hjælpe separatisterne og fremkalde provokationer.
De ukrainske myndigheder har ifølge det ukrainske nyhedsburea Unian meddelt, at specielle styrkers aktioner mod separatisterne formentlig vil begynde natten til i morgen, samt at større militærenheder ankommer til Østukraine i løbet af tirsdagen.
Den tidligere præsident Viktor Janukovitj ”beder” fra fra sin exil i Rusland de ansvarlige ukrainske politikere om, ”ikke at skyde mod det ukrainske folk”, skriver Unian. ota