Merkel: Angst er en dårlig vejleder
Af Uffe Gardel
Analyse. Det var en ægte Merkel: Intet drama, ingen panikbeslutninger, faktisk næsten ingen beslutninger, kun konsekvent fastholdelse af kursen, trods voldsom kritik fra både højre og venstre. Angela Merkel holdt torsdag eftermiddag pressekonference, og hun har skuffet dem som havde ventet kursændringer oven på terrorbølgen i Tyskland og Frankrig. Hun har beroliget dem, som nødigt ser Tysklands regering gå fra koncepterne.
“Angst er ingen vejleder for politisk handling”, forklarede Merkel efter et spørgsmål om, hvor bekymret hun er.
Og så stod hun fast: “Vi klarer det”, gentog hun, “men jeg har aldrig sagt, at det blev nemt”. Og: “Vi står fast på vores grundlæggende værdier”. Og “vi er ikke i krig med islam”. Det er det, som terroristerne gerne vil lokke os ud i, men dér skal vi ikke hen:
“De sår had og angst mellem kulturer, og had og angst mellem religioner. Dem er vi fast besluttet på at vise modstand,” sagde hun. Og ja, vi er i “krig med IS”, sagde hun, men nej, Tyskland vil ikke bidrage militært til denne krig ud over de AWACS-overvågningsfly, man allerede har lovet at stille med.
Derudover: Skuffelse over partnerne i EU; det går for langsomt med at fordele asylsøgere internt i Europa.
Konkret sætter regeringen en ni-punktsplan i værk: Mere sikkerhed, bedre samarbejde mellem sikkerhedsmyndigherne, og den slags; altså intet radikalt. Her er planen, i kort form: