Middelklassens undergang og fagbevægelsens svigt
Kontorlandskab. Foto: VeronicaTherese
Af Uffe Gardel
BLOG. Den tyske økonom og sociolog Oliver Nachtwey opsummerer nedturen for lønmodtagerne i en avisartikel i anledning af en bog, han lige har udgivet. Udgangspunktet er selvfølgelig Tyskland, men mon ikke forholdene er de samme i Danmark. Her er i hvert fald nogle pointer i punktform, som giver anledning til at spørge hvad fagbevægelsen mon vil stille op:
– Der er stadig social opdrift i den forstand, at børn ofte får bedre kvalificerede job end deres forældre – job som kræver mere uddannelse. Men de tjener ikke længere nødvendigvis flere penge end deres forældre, eller er bedre socialt sikret
– Selv faggrupper som skolelærere og advokater oplever nu ”prekære” arbejdsforhold, dvs. som løsansatte eller solo-selvstændige
– Færre og færre er normalt fastansatte på fuld tid. I 1960’erne var det 90 procent. I 1991 var det stadig 79 procent, i 2014 kun 68 procent
– Især unge har usikre job. Siden midten af 1970’erne er den gennemsnitlige længde af unges ansættelsesforhold faldet med godt en femtedel.
– Fra 1993 til 2010 faldt den gennemsnitlige realindkomst, men de sidste seks år er trenden dog vendt (er den det i Danmark?)
– Reallønnen falder især dér hvor der ikke er overenskomster
– Lønspredningen vokser – internt i virksomhederne, og mellem brancher (i finanssektoren og energisektoren er grundlønnen dobbelt så høj som i restaurationsbranchen)
– Konsekvenserne er en generel følelse af usikkerhed, tilbagevenden til dyder som pligtfølelse og disciplin, og nedvurdering af svage grupper som flygtninge og langtidsarbejdsløse.