Dalai Lama tør, hvor andre tier

Af Ota Tiefenböck

BLOG: Mens en lang række europæiske politikere og debatører argumenterer med, at mange af de hundredetusinder migranter, som i den seneste tid strømmer til Europa, er i besiddelse af universitetsuddannelser og uddannelser generelt og derfor er et klart aktiv for vores lande, mener Dalai Lama noget helt andet. Migranterne skal ifølge ham tage hjem og hjælpe med at genopbygge deres respektive samfund, når forholdene i deres lande ikke længere truer deres sikkerhed.

Det lyder umiddelbart ganske naturligt og logisk og burde være en selvfølge både for de europæiske politikere og for flygtningene selv, men det er desværre de færreste, der tillader sig at sige den slags højt i dagens Europa.

Europa har naturligvis en moralsk pligt til at hjælpe mennesker som flygter fra krig og ødelæggelse, men har også en moralsk pligt til at returnere disse mennesker til deres respektive lande, når forholdene i deres lande er stabiliseret. Det er hovedsageligt ressourcestærke og energiske mennesker, der har overskud til at tage turen til Europa, og vi kan naturligvis ikke tillade os at dræne disse lande for den type ressourcestærke mennesker.

Det er ganske pinligt, at Dalai Lama fra Tibet skal fortælle os ting, som burde være ganske naturlige at diskutere i Europa og det er endnu mere pinligt, at det efterhånden kun er personligheder som Dalai Lama, der kan tillade sig at sige den slags, uden at risikere at blive stemplet som xenofob eller racist.

Vi bryster os af vores ytringsfrihed og kan ganske vidst sige, hvad vi mener, men det er som om vores ytringsfrihed efterhånden er blevet hæmmet af moralske vagtværn af mennesker, som mener, at de har patent på, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert at sige og som øjeblikkeligt er på barrikaderne, hvis man bare en smule afviger den gængse politisk korrekte standpunkt, deres sort-hvide verden.

Der er sådan set ikke noget galt i at have og forsvare en holdning, men det burde være naturligt også at kunne respektere andres holdninger uden med det samme at uddele smæk over fingrene, hvad enten det sker på politisk niveau, i medierne eller i den virtuelle verden, eksempelvis på Facebook.

Det er nemlig deres aggressive fremfærd og deres påtagede politiske korrekthed, der begrænser den frie diskussion, som gør Dalai Lamas ganske naturlige udtalelse og overvejelser til noget ganske særligt og sjældent.

At efterleve Voltaires bevingede ord, ”jeg er uenig i hvad de siger, men jeg vil forsvare til døden deres ret at sige det”, er nemlig en af de vigtigste grundregler, det europæiske demokrati hviler på og burde betyde, at Dalai Lamas kloge ord ikke var så sjældne, som de rent faktisk er i dagens Europa.